Besættelse

Jeg har været gift i 22 år. Det er jo efterhånden noget i sig selv men det er nu ikke det jeg vil tale om og så måske alligevel. Når man er sammen med et andet menneske, i kortere eller længere tid, vil man uværgeligt støde ind i modstridende opfattelser og ønsker om hvor skabet skal stå, eller hvor det er bedst at trykke på tandpastatuben, ind imellem. Og det kan jo til tider få forskellige følelser og fornemmelser til at boble frem, som med et fint ord er udtrykt ved at mit pis kommer i kog.  Og når jeg sådan står der og koger så er det svært at se hvad der er ret og rimeligt når nu alt i mig fortæller at jeg er den eneste i det aktuelle selskab som har en retfærdig sag og at alt hvad den anden kommer med er helt hen i vejret og i øvrigt både barnagtigt, latterligt og totalt uigennemtænkt. Faktisk begynder jeg i det øjeblik at tvivle på selve relationen - på om jeg har begået en frygtelig fejltagelse ved at sige ja til den - og forskellige alternative muligheder begynder helt automatisk at passere forbi mit indre blik. I de værste øjeblikke er det meget grimmere billeder der passerer forbi, som om det eneste der kan retfærdiggøre mine egne argumenter er en eliminering af den anden part. Blod og død!

Når så trykket er gået af maskinen igen står jeg i de heldige øjeblikke tilbage med en fornemmelse af at have været besat. Af at et andet væsen har overtaget kontrollen over mine funktioner, har bemægtiget sig retten til at sige jeg. Som regel udmattet og flad som om min energi er blevet suget ud af mig. Jeg siger heldige øjeblikke fordi de fleste gange opdager jeg ikke noget, men fortsætter den indre kværuleren – selvfølgelig på et mere civiliseret plan dvs. uden at give udtryk af at kværnen kører i et opskruet tempo, og bare venter på en ny lejlighed til at blive bekræftet i at jeg har ret. Et indre korstog for den eneste retfærdige sag i verden – min egen.

Men når jeg opdager det og undres, bliver jeg mindet om at det jeg jo dybt nede ønsker er noget så simpelt som at mødes, at have en relation, at være noget for nogen og det er højst sandsynligt også det min partner ønsker. Jeg bliver mindet om at det møde kun kan finde sted hvis jeg giver slip på noget i mig selv, så relationen kan hæve sig op over det ordinære.

Hvis man går ind i en af de store katedraler i Frankrig f.eks. kan man i de mørke kroge se forvredne ansigter stikke frem, lidelsesfyldte og fulde af angst og vrede. De gemmer sig i mørket mens man bevæger sig hen mod alteret og de mangefarvede lysindfald. Man går ikke ind i katedralen for at finde dem, men for at bevæge sig mod lyset. Man er nødt til at tage dem i betragtning på sin vej derhen. Der er en indbygget spænding imellem det det mørke og det lyse i hele konstruktionen. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Hvis man lader sig skræmme eller lukker øjnene på vejen misser man hele fornemmelsen af at stå i lyset.

Måske er det jeg forsøger at udtrykke bare at hvis jeg kan holde opmærksomheden på det bagvedliggende ønske hos mig selv og andre, har dæmonerne ikke så let spil.