En Ny Vej

Jeg blev lige gjort opmærksom på denne her som jeg skrev i 2007 - længe inden finanskrisen. Men den er stadig aktuel - måske mere end nogensinde?

Hvis man ser på udviklingen i vores samfund i dag, kan man godt gå hen og få lidt bange anelser om fremtiden. Fremtiden er selvfølgelig altid en bekymring værd, men jeg synes der er visse tegn som vejer tungere end tidligere og fordrer en granskning af de muligheder vi har foran os.

Det går jo tilsyneladende ufatteligt godt med os i Danmark – og verden? – i øjeblikket.

Men lad os kigge lidt på billedet af succes:

Flere og flere (og det er en kurve som er i voldsom stigning!) bliver langtidssygemeldt eller klarer sig igennem på halv kraft på arbejdsmarkedet.

De store gamle generationer står til at skulle forlade arbejdsmarkedet, og de små generationer som kommer ind får lagt en tung pukkel på deres skuldre.

På næsten alle områder af arbejdslivet kan man på sigt - og allerede! – se, at der kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft.

De unge som i dag kommer ud på arbejdsmarkedet, er de første generationer som for størstepartens vedkommende er blevet ”båret” igennem livet. Alle hjælpemidler har været til rådighed for dem, de har ikke haft en plads i den hjemlige husholdning og forældrene har i høj grad været serviceorgan for dem. Det gør at de ikke har lært at gå op imod modstand og relativt flere af dem bryder derfor hurtigt sammen når der bliver lagt pres på dem.

Fra samfundets side bliver der strammet op så de unge bliver opfordret til at gå lige igennem studieforløbet uden ”svinkeærinder” og straffet hvis de alligevel vælger at tage et år med erhvervsarbejde eller rejser.

De unge bliver i langt højere grad låst fast i deres valg af retning meget tidligt.

Vi ”behandler” i højere og højere grad folk for følelsesmæssige problemer. Antallet af børn på lykkepiller er alarmerende.

Informations- og nyhedstrykket er i hastig vækst. Alle forsøger mere eller mindre desperat at gøre opmærksom på deres eksistens, ved at udsende umådelige mængder af information og meninger som kæmper om den smule opmærksomhed vi har tilbage i vores liv.

Alt som har med vores private liv og intimsfære at gøre er blevet til et tv-koncept som forsøger at fortælle os hvad der er rigtig og forkert.

Dette er blot et udpluk af indikationer. Der er masser af andre man kunne remse op som alle er med til at tegne det samme billede. Et billede af en tikkende bombe, en bevægelse mod en afgrund som alle godt ved er der men ingen ønsker at se. Ingen kan sige nøjagtigt hvad der kommer til at ske, men jeg synes tendensen er klar

Rent økonomisk rider vi på toppen af bølgen og når man er deroppe, er der en vis eufori og et vist adrenalinrush, bare spørg enhver surfer. Man glemmer næsten at det eneste sted det kan gå hen videre fremme er ned. Ikke som en negativ ting, men som en bevægelse. Surferen ved det godt og har lært sig at bruge den nedadgående kraft i bølgen til at få fart af. Det er i modstanden bevægelsen får kraft.

Det kan vi godt acceptere når vi tænker på surfere og bølger. Vi har underligt nok sværere ved at acceptere det på mange af livets andre områder. Når det går godt tror vi at det vil det altid gøre og når det går dårligt tror vi aldrig det holder op.

Min intention er ikke at forsøge at skræmme eller at male et dommedagsbillede op, men tværtimod at vise at der er noget helt konkret vi kan gøre. Det begynder med os selv. Det der sker i det store plan, sker i mindre skala i os selv. Vi behandler i høj grad os selv på samme måde som vi behandler ”samfundet”. Vores attitude overfor de fysiske ting og relationer vi omgiver os med er nøjagtig den samme som attituden indadtil. Logisk nok kan man ikke adskille de to ting.

Så alle de ting som foregår ”udvendigt” er det samme som det der foregår ”indvendigt”. Prøv at oversætte de ovenstående eksempler til noget som kunne foregå inde i dig selv!

Vi har behov der skal tilfredsstilles - krav som skal indfries - rettigheder som skal overholdes! Sjovt nok er det samme gældende for os alle, så der er ikke rigtig nogen tilbage til at tilfredsstille, indfri og overholde – og i takt med at kravene udefra vokser og tiden synes at forsvinde mellem fingrene på os, vokser desperationen og ønsket om at blive lettet. Men vi bliver ved med at kigge efter både årsag og løsning udenfor os selv.

De fleste kan nikke genkendende til den umådelige frustration man føler når ens ønsker ikke bliver opfyldt, når ens udsagn ikke bliver forstået, når ens handlinger bliver taget for noget andet, end det der var intentionen med dem. Hvad kan vi gøre andet end at opbygge et forsvar mod den verden som ikke forstår os? Hvad kan vi gøre andet end at opbygge mekanismer som kan foregribe de reaktioner fra omverdenen som vi ved vi får, fordi vi har fået dem før? Hvad kan vi gøre andet end at holde fast i et billede af os selv som uskyldige og ”verden” som den skyldige?

Det lyder som en gordisk knude, og er det også fordi man bliver ved at kigge på den fra det samme sted. Det kræver en helt konkret fysisk bevægelse af at give slip – give efter. Den samme bevægelse som det er at trække vejret. Den bevægelse som altid og på alle planer er til stede i vores liv. Vi tager noget ind - og vi har nøde at give slip på noget igen.

Vi er så optaget af hvad der kommer ind at vi glemmer at den vigtigste bevægelse for os er at forsøge at slippe det ud igen. Vi behøver i virkeligheden slet ikke interessere os for om noget kommer ind. Det gør det helt af sig selv. Det er en absurd tanke at man skulle kunne beskytte sig mod udefrakommende indtryk og indflydelser eller at man skulle kunne styre sin omverden og medmennesker. Vi forsøger alle med mere eller mindre katastrofale følger.

Alt som omgiver os – påvirker os! Det vi kan interessere os for er hvad der sker når det er kommet ind. Den transformation som finder sted. Noget bliver optaget og andet bliver udskilt. Meget profant oplever vi en lettelse. Hvis ikke vi får givet slip, får udskilt, vil der være et voksende tryk og en fornemmelse af forgiftning. Meget nemt at se og opleve i forbindelse med vores føde, men straks sværere med tanker og følelser.

Så vi kan involvere os i den simple bevægelse at trække vejret og opleve at trykket letter. Mirakuløst! - uden at vi behøver fokusere på det vi har identificeret som vores ”problem”. Vi oplever et kvantespring, at alting ændrer sig uden at noget tilsyneladende er blevet anderledes. Det som før syntes uoverstigeligt, har man nu svært ved overhovedet at se problemet i.

Dette gør sig gældende på alle planer. På det personlige såvel som højere oppe. Den samme bevægelse er nødvendig for at livet kan udfolde sig. Det er jo et meget klart billede at når ikke der er åndedræt er der intet liv. Men jeg er den eneste som kan starte bevægelsen! Hvis jeg venter på at andre gør det, sker der ingenting. Det starter hos mig selv, og derfra kan bevægelsen brede sig.

Fornuft

Der er en klog mand (og det er desværre ikke mig:-)) der har sagt ”Når det regner bliver fortovet vådt!”. Det er jo så logisk at det er viist. Og tænk bare hvor vi glemmer den slags åbenlysheder. At alt hvad vi gør uværgeligt har en helt konkret konsekvens i nær eller fjern fremtid. Vi undrer os over hvorfor ting sker i verden og hvorfor vi ender i de situationer vi nu gør og glemmer at det alt sammen er en konsekvens af noget der er gået forud.

Jeg læste i avisen at der er mere og mere såkaldt ”road-rage” altså vrede og voldsomme reaktioner i trafikken. Det tager man som et tegn på at vi mister mere og mere kontrol men det kunne vel også ses i lyset af de reguleringer som bliver flere og flere. I de store byer og mange andre steder sker der det mærkelige at man snævrer vejene ind og laver chikaner, sikkert i den bedste mening om at lavere fart giver færre ulykker. Der sker så bare det at da vi jo har forskellige temperamenter og tempi, bliver de hurtigere tvunget til at følge de langsomstes tempo, og er der noget der skaber vrede så er det at blive afbrudt og holdt tilbage. Så der sidder en hel flok som bare vil igennem og koger og venter på dem der ikke lader sig slå ud af det langsomme tempo.

Sådan er det faktisk på mange områder efterhånden. At de hurtige og dygtige og kvikke bliver tvunget til at vente på de langsomme og tunge. Ikke at der er noget galt med at være langsom og tung, men det har nogen konsekvenser at indrette andres liv efter dem som er det. Vrede og desillusion og tab af tro på systemet osv. Gad vide om det er vores demokratibillede som går grassat her? At vi har misforstået det og tror vi alle er ens og derfor skal have ens betingelser og for at alle kan være med, sætter vi barren så lavt at det passer alle. Det er efterhånden sandt med vores uddannelsessystem. Der bliver brugt så meget krudt på dem der ikke kan følge med at der er meget lidt til dem der kunne gøre en ekstraordinær indsats. Og igen – jeg siger ikke at indsatsen for de svage ikke skal gøres, men at balancen er røget.

Vi lægger opmærksomheden de mærkeligste steder. Jeg tager tit til London i embeds medfør og flyver med Ryan air. Ganske ofte udspiller der sig regulære dramaer i lufthavnen i Stansted fordi Ryan driver en politik med ganske simpelt at lukke gaten uanset om folk står lige på trapperne. Børnefamilier der står og ser på at deres fly endnu holder lige dér, men som ikke kan komme ud til det af principielle grunde. Der bliver intet gjort for at hjælpe de stakkels mennesker, men skulle de blive lidt ophidsede, hvad ethvert nogenlunde begavet menneske vel kan forstå forekommer, at man lige hæver stemmen og prøver at italesætte uretfærdigheden, står der fluks 5 personaler omkring dem, ikke for at hjælpe men udelukkende for at dysse dem ned. Jeg mener, hvad forestiller man sig? Og hvad er formålet? Sidder der nogen og beregner den slags eller er det bare sådan et sted man ender fordi man forsøger at regulere noget et andet sted? Som sikkerhedschecket der vel egentlig bare er der for at stresse og irritere os alle sammen inden vi sætter os op i flyet, da alt hvad vi skal bruge for at kapre et fly eller lave en bombe jo kan købes helt legalt efter security.

Er vi ikke kommet så langt ud i snørklede hensyn at vi er nødt til at starte på en frisk? Se på det hele med helt friske øjne og så kun regulere det der er helt livsnødvendigt at regulere? Ellers tror jeg ærlig talt at vi alle mister respekten for fællesskabet!

Erfaring

Jeg røg ind i en snak med en af mine venner omkring temaet: Om man nu lærer af sine fejltagelser eller ej? Altså de menneskelige fejl! Alle de svagheder vi har som, når de manifesterer sig, får os i konflikt med vores samvittighed. Han hævdede hårdnakket at han på mange områder havde taget ved lære af sine fejl. Men da vi borede lidt i det sammen, blev han lidt mere usikker på om det nu også var tilfældet. Spørgsmålet er om man reelt har lært noget eller om man bare har indstillet sig på at undgå situationen igen.

Det er jo en god gammel overbevisning at ”brændt barn skyer ilden”, netop taget i betydningen at lære af sine fejl, men hvad er det egentlig det betyder? Barnet skyer ilden, dvs at det ikke forsøger igen, det holder sig væk fra ilden og jeg tror i høj grad at det er den bevægelse der sker i os. I det øjeblik vi oplever noget ubehageligt er der noget i os der trækker sig og afstår fra at forsøge igen. Man kan vel sige at ”brændt barn skyer ilden” er beskrivelsen af et traume. Barnet lærer aldrig at håndtere ilden men sørger bare for ikke at komme i nærheden af skidtet.

Måske skal man starte med at se på det fra en anden side? Hvis vi virkelig lærte af vores fejl ville livet være en evig udviklingsproces, hvor vi gik imod større og større selverkendelse og kom til at hvile mere og mere i os selv. Hvor vi var i stand til at opfylde vores mål, ikke bare de egoistiske ”jeg kunne godt tænke mig” mål, men de store af dem – dem med at gøre en forskel og verdensfred og den slags. Ingen mennesker ved deres fulde fem drømmer vel om at slå andre oven i hovedet, eller udnytte andre eller behandle andre dårligt på nogen som helst måde. Så når det sker, må det jo være unge mennesker som ikke endnu har gjort sig erfaringen? Lidt ældre ”livserfarne” mennesker kunne da aldrig finde på den slags?

Se det holder jo ikke. Erfaringen viser at alle, uanset alder falder ved siden af en gang imellem. Slår en skævert og glemmer sig selv. Det er vel i sig selv bevis nok for at det der sker ikke er at vi lærer noget, dvs er i stand til at ændre adfærd, men at vi udelukkende indretter os så vi ikke bare undgår at komme i situationer som provokerer adfærden, men også lukker øjnene for at impulsen stadig eksisterer inden i os. Hvis ikke vi ser det så er det der nok ikke! Ofte går vi helt over i den anden grøft for at vise os selv og omverdenen at det har vi helt styr på. Den mekanisme kan vi drive ret langt. Det hedder vel fundamentalisme?

Så man kan vel godt sige vi lærer af vores fejl. Vi lærer at undgå og retfærdiggøre og bortforklare og lyve og være selvretfærdige og mange andre sjove ting, som i hvert fald ikke gør os til bedre mennesker. I stedet kunne vi måske bruge de øjeblikke vi oplever os selv falde igennem, til at begynde at acceptere at vi er dem vi er og nok aldrig bliver nogen andre. Den chokerende og meget virkelige oplevelse af os selv lave fejl, bærer muligheden for en opvågnen til hvem vi er. Så hvis vi tør dvæle bare et øjeblik ved det, uden at lægge låg på, begynder vi at lave forbindelse til den underbevidste del af os selv som aldrig lyver, men som har svare problemer med at komme til orde. Tænk at kunne acceptere at man er den man er?!

Ledelse

Hvad er god ledelse? Svarene er umiddelbart mange. Stort set hver dag er medierne fulde af gode råd om ledelse, ledelseskurser osv.  Men jeg har tit spurgt mig selv, om ikke alle disse svar dækker over en mangel eller længsel. For hvor finder man den leder, man ønsker at lægge sig ind under? 

Nogen mennesker er bare ledere. Andre vil helt instinktivt støtte sig op af dem og søge deres vejledning i pressede situationer. Vi ved det alle sammen! Skulle vi komme i en sårbar situation går vi ikke med hvem som helst. Vi går med den vi instinktivt på forhånd har udvalgt som vores leder. Andre ville vi holde os langt væk fra fordi vi fornemmer at de vil være til større fare end gavn.

Det vi vurderer mennesker på er ikke baseret på hvad de kan men udelukkende på hvad de er. Det er muligt vi lader os forblænde af eksperter og chefer som har trænet deres evne til at foregive, men det fortæller sådan set bare noget om vores svaghed overfor at lade os bilde hvad som helst ind. Se bare på den økonomiske krise verden er i!

Det vil altid være et spørgsmål om hvem vi kan stole på og hvem vi ikke kan! Der er masser af historier fra krig hvor befalingsmænd er blevet skudt af deres egne mænd fordi de har bragt hele gruppen i fare. Det er det elitesoldater træner. De bringer sig selv ud på kanten for at se hvor hinandens grænser går, så de ved hvem de kan stole på, hvornår.

Når ikke der er fare på færde kan vi lægge os ind under hvem som helst. Vi tænker at hvad fanden og fidler os igennem og laver vores egne ting, men når noget virkelig gælder ser vi os lidt grundigere om inden vi vælger ledere. Ledelsesegenskaber er nødt til at måles i pressede situationer og vi ved sjældent hvordan vi tager ting før vi står overfor det store pres.

Stoler jeg på mig selv? Det er vel udgangspunktet for alt. Kender jeg mig selv godt nok til at vide hvordan jeg reagerer i alle mulige situationer, til at vide hvor mine impulser kommer fra, hvilke motiver jeg har for at gøre det jeg gør? Lægger jeg vægt på det eller har jeg travlt med at dække over det jeg ikke kan? Tør jeg stille mig frem og lade verden se mig som den jeg er? Er jeg en leder i mit eget liv? Ville jeg underlægge mig min egen ledelse?

Ledelse kræver en balancering af mange forskellige elementer i os selv og i den funktion vi skal udfylde. Hvis en leder udelukkende tager udgangspunkt i sig selv, i egne behov og mål siger det sig selv at den ledede organisation vil lide og den enkelte medarbejder gradvist miste fornemmelsen af mening. Organisationen bliver et middel til personlig positionering.

Jeg oplever at verden i dag i høj grad har et ledelsesproblem, at de problemer vi står overfor ikke kan mødes fordi der mangler mennesker som er i stand til at møde dem på den måde det er påkrævet at de mødes. Mennesker som er i stand til eller i hvert fald har en stræben efter at sætte sig ud over sig selv.

På samme måde oplever jeg at jeg selv har et ledelsesproblem og at jeg er ude af stand til at møde mit liv på den måde jeg burde og kunne møde det fordi jeg hele tiden tager hensyn til mine egne behov. Så måske betyder ledelse i mit eget liv – at blive voksen.

The Missing Link

Hvad er det der mangler? Hvorfor er der ikke nogen der kan komme op med løsningen på de problemer vi står overfor? Alle de eksperter der hævder at vide noget om økonomi, sundhed, psykologi, ledelse, samfund osv. har ikke et svar på og en model som kan forklare det hele en gang for alle. Hvad det er vi skal og hvordan vi skal gøre det? Ingen kan forudsige konjunkturerne, kvinders humør eller vejret. Selv om vi godt kan observere en vis cyklisk tilbagevenden til tilstande og fænomener, kan ingen sige med sikkerhed hvordan og hvornår.

Der mangler en eller anden ligning der får det hele til at gå op. Vi lever med en modsætningsfyldt oplevelse af liv. Vi lever efter snart det ene og snart det andet. Med konstant skiftende sindsstemninger og billeder, som hvis vi kunne se os selv udefra ville give et billede af total sindssyge. Oven i købet er vi ikke klar over at vi skifter. Vi ser kun den forhåndenværende overbevisning uden at indse hvor flygtig den er. Hvis det skulle ske at vi fik et glimt af det rod af tanker og følelser vi lever i, ville vi gå fra forstanden - som vi sjovt nok kalder det når vi oplever virkeligheden.

Er der ingen orden i verden eller eksisterer den orden et andet sted end der hvor vi forventer at finde den? Eller er det selve vores forventning om at den orden vi skal finde skal passe i vores kram og at den kan bevare vores kontrol over situationen?

Jeg så en udsendelse om området ved Tjernobyl og den enorme kraft naturen har, til, på trods af en umådelig giftig påvirkning, at finde en balance. Selv huskatte som blev efterladt da folk i stor hast forlod området, har fundet en måde at overleve sammen med bjørne og ulve som er vendt tilbage, efter at være blevet fortrængt for århundreder siden. Det går imod alle de forventninger forskerne har haft og viser med tydelighed at det eneste vi mennesker ødelægger er vores egne muligheder.

Vi står overfor et folketingsvalg hvor den eneste løsning alle partier har på den igangværende krise er forskellige bud på hvordan vi skaber vækst. Vi har vel egentlig vækstet os ind i alle de problemer vi står overfor, så at gribe ud efter en løsning som er mere af problemet giver en sur smag i munden. Som i tilfældet Tjernobyl er en balancering nødvendig. Det er ikke noget vi kan gøre, men kun noget vi kan tillade.

Der er en orden i naturen. Alting har sin plads. Vi kan, når vi ser på mennesker, se at vi både er en del af naturen og samtidig ikke en del. Vi er totalt underlagt den og samtidig forsøger vi konstant at gøre os til herre over den. Som i vores forhold til verden undertvinger vi også naturen i os selv og kvæler dermed den intelligens som kunne have givet en fornemmelse af en løsning på de konflikter vi står overfor som samfund. Det er ikke en hippy-happy attitude hvor vi tager tøjet af og går tilbage til naturen der er påkrævet, men en balancering af de to modsatrettede bevægelser vi indeholder.

Men som Kierkegaard siger: Alle vil udvikling – ingen vil forandring.

Så det bliver nok som det plejer, indtil det sure æble sidder fast i halsen på os.

Hukommelse

Jeg har ferie og skal ikke noget specielt og som det er i sådan en situation (for mig i hvert fald!), er der en splittelse imellem rastløsheden, af ikke helt at have sluppet mit ”normale” aktivitetsniveau og alle de selvberoligende ting jeg foretager mig til daglig (paradoksalt nok føles mit daglige stressniveau som en beroligende faktor?), og så den begyndende given efter, hvor livet langsomt finder ind i en rytme som bringer store tomme huller med plads til refleksion med sig. Det er den refleksion jeg efterstræber til daglig, men den har trange kår i mit udfyldte liv. Når der en sjælden gang åbner sig et hul i livet føles det faktisk lidt skræmmende! Som et forstyrrende element der står i vejen for det flow jeg føler er nødvendigt for at kunne bevare intensiteten og fornemmelsen af at være på. Jeg kender faktisk mennesker som er bange for at holde ferie for længe fordi de ikke stoler på de kan sætte sig selv op i gear igen!

Det tilbagevendende tema for mine refleksioner er om jeg gør det jeg skal. Om det jeg gør bibringer mit eller andres liv en mening og en kvalitet eller om jeg udsætter det jeg godt ved jeg ”burde” gøre for at tage mig af det der konstant falder ind i min synsvinkel og presser sig på?

Set i lyset af min ferieoplevelse giver det jo næsten sig selv. Da jeg ikke giver mig selv tilstrækkelig plads i mit daglige liv til refleksion og selve det faktum at spørgsmålet overhovedet opstår, vidner om at der er noget at kigge på her. Noget jeg lukker øjnene for. En blind vinkel i mit liv.

Hvad er det der sker? Ved jeg ikke hvad jeg skal? – Jo det gør jeg. Ikke altid i konkret format, men jeg har altid en fornemmelse af, om ikke andet så at det jeg gør ikke er det jeg skal. Har jeg ikke tid nok? – Det føles som om jeg ikke har men det har jeg altid. Når jeg ser på hvad jeg bruger min tid på er det meste alligevel spild og unødvendighed. Er jeg bange? – Givetvis! Men hvis jeg tænker lidt rationelt over det har jeg intet at være bange for. Kan jeg ikke? – Kun hvis ikke jeg forsøger!!

Det eneste svar der giver mening for mig, er at jeg glemmer. At jeg simpelthen ikke kan huske spørgsmålet. At jeg lever i to verdener som i min bevidsthed ingen kontakt har med hinanden. Når jeg er i den ene verden, er jeg optaget af de ting der set derfra virker utrolig vigtige og når jeg en sjælden gang får et glimt af den anden verden, som er den verden min længsel efter sammenhæng, mening og relation stræber efter, forstår jeg ikke hvordan jeg overhovedet kan være optaget af noget af det der normalt optager mig. Det synes uendeligt ubetydeligt.

Jeg har altid undret mig over hvordan jeg kan blive ved at glemme det der virkelig betyder noget for mig. Jeg har haft utallige oplevelser af at komme tilbage til noget som berører mig dybt og som i den mellemliggende periode har været ude af min bevidsthed. Det føles som om det har ligget i dvale, intakt og uberørt fra sidste gang og ventet på at jeg skal komme tilbage til det. Når jeg så ankommer stiller det sig villigt til min rådighed som en god ven og jeg kvitterer ved, som en meget dårlig kammerat, ved førstkommende lejlighed at vende ryggen til det og glemme alt om dets eksistens. Til næste gang…! Hvis ikke demensen er sat ind i mellemtiden?

Absurditet

Absurditet! Efterhånden mere en regel end en undtagelse. Det er snart en umulighed at have med en institution eller virksomhed at gøre uden at opleve en fornemmelse af løsrevethed fra al sund fornuft i større eller mindre grad. Det virker som om det er en lovmæssighed, at jo større og mere komplekst noget bliver, jo mere fjerner det sig fra muligheden af at den enkelte benytter sig af personlig dømmekraft og udøvelsen af conduite.

Alle er optaget af at tage forholdsregler, for at ikke ansvaret for eventuelle uregelmæssigheder skal falde tilbage på dem selv. Man holder sig til procedure. På den måde kommer hensynet til kunden eller klienten i anden række. Alle ønsker eller krav der bliver stillet bliver hele tiden vendt den anden vej og tager udgangspunkt i hvad den der udbyder servicen vil være med til.

Som kunde føler man sig lidt til besvær. ”Undskyld jeg sådan trænger mig på med mine ganske urimelige ønsker!” Man bliver draget ind i et statusspil som kun har to mulige udkommer. Enten resignerer man eller også bliver man krakilsk og mavesur. Den anden part har i hvert fald ikke tænkt sig at give efter.

Som kunde eller klient eller borger forstår man ikke rigtig hvad meningen er? ”Kunden har altid ret!” hed det før i tiden? Nu er det hele vendt på hovedet så udgangspunktet er at jeg med garanti forsøger at snyde og bedrage og derfor skal holdes i kort snor – hvem ved hvad jeg ellers kan finde på!! Allerede den første kontakt er gennemsyret af mistro og forventning til at det her bliver meget besværligt.

Hvis man træder et skridt tilbage kender man godt mekanismen. Man har måske selv stået på den anden side af disken i andre situationer og opført sig på præcis samme måde og følt kunden som en ”pain in the ass”. Men man træder sjældent et skridt tilbage. Man bider det i sig eller kværulerer, hvilket er to sider af samme sag.

Det slog mig forleden hvordan det uhyrlige fremtidsscenarie som bliver skildret i ”1984” af George Orwell langt er overgået i dag. Vi har underlagt os en kontrollerende og overvågende magt som - for vores eget bedste - lægger vores liv i rammer vi passivt accepterer. Magten er ikke en ond diktator eller en beregnende konspiration men en mekanisme vi alle er underlagt – alle er ofre for! I reguleringen af vores liv, i forsøget på at få det ”gode” bliver vi sovset ind i hensyn og glemmer til sidst helt hvad det var vi startede med og specielt hvorfor!

Det er meget svært at se hvordan den udvikling kan stoppes – eller hjælpes ind i en lidt blødere bane? Det kræver noget radikalt af os alle sammen. Både den der står på den ene side og den anden side af disken. Der er lavet en hel del psykologiske forsøg gennem tiden som viser at man kan få folk til stort set hvad som helst. Meget få siger fra. De fleste følger bare strømmen fordi det er det nemmeste. Selv om de oplever impulsen til at sige fra, følger de den ikke.

Måske skal vi starte med at gøre oprør mod os selv og vores egen passivitet. Sådan en lille civil ulydighed overfor den komfortable vane som efterhånden styrer alle aspekter af vores tilværelse og gør den til et absurd udtryk for liv.