Absurditet

Absurditet! Efterhånden mere en regel end en undtagelse. Det er snart en umulighed at have med en institution eller virksomhed at gøre uden at opleve en fornemmelse af løsrevethed fra al sund fornuft i større eller mindre grad. Det virker som om det er en lovmæssighed, at jo større og mere komplekst noget bliver, jo mere fjerner det sig fra muligheden af at den enkelte benytter sig af personlig dømmekraft og udøvelsen af conduite.

Alle er optaget af at tage forholdsregler, for at ikke ansvaret for eventuelle uregelmæssigheder skal falde tilbage på dem selv. Man holder sig til procedure. På den måde kommer hensynet til kunden eller klienten i anden række. Alle ønsker eller krav der bliver stillet bliver hele tiden vendt den anden vej og tager udgangspunkt i hvad den der udbyder servicen vil være med til.

Som kunde føler man sig lidt til besvær. ”Undskyld jeg sådan trænger mig på med mine ganske urimelige ønsker!” Man bliver draget ind i et statusspil som kun har to mulige udkommer. Enten resignerer man eller også bliver man krakilsk og mavesur. Den anden part har i hvert fald ikke tænkt sig at give efter.

Som kunde eller klient eller borger forstår man ikke rigtig hvad meningen er? ”Kunden har altid ret!” hed det før i tiden? Nu er det hele vendt på hovedet så udgangspunktet er at jeg med garanti forsøger at snyde og bedrage og derfor skal holdes i kort snor – hvem ved hvad jeg ellers kan finde på!! Allerede den første kontakt er gennemsyret af mistro og forventning til at det her bliver meget besværligt.

Hvis man træder et skridt tilbage kender man godt mekanismen. Man har måske selv stået på den anden side af disken i andre situationer og opført sig på præcis samme måde og følt kunden som en ”pain in the ass”. Men man træder sjældent et skridt tilbage. Man bider det i sig eller kværulerer, hvilket er to sider af samme sag.

Det slog mig forleden hvordan det uhyrlige fremtidsscenarie som bliver skildret i ”1984” af George Orwell langt er overgået i dag. Vi har underlagt os en kontrollerende og overvågende magt som - for vores eget bedste - lægger vores liv i rammer vi passivt accepterer. Magten er ikke en ond diktator eller en beregnende konspiration men en mekanisme vi alle er underlagt – alle er ofre for! I reguleringen af vores liv, i forsøget på at få det ”gode” bliver vi sovset ind i hensyn og glemmer til sidst helt hvad det var vi startede med og specielt hvorfor!

Det er meget svært at se hvordan den udvikling kan stoppes – eller hjælpes ind i en lidt blødere bane? Det kræver noget radikalt af os alle sammen. Både den der står på den ene side og den anden side af disken. Der er lavet en hel del psykologiske forsøg gennem tiden som viser at man kan få folk til stort set hvad som helst. Meget få siger fra. De fleste følger bare strømmen fordi det er det nemmeste. Selv om de oplever impulsen til at sige fra, følger de den ikke.

Måske skal vi starte med at gøre oprør mod os selv og vores egen passivitet. Sådan en lille civil ulydighed overfor den komfortable vane som efterhånden styrer alle aspekter af vores tilværelse og gør den til et absurd udtryk for liv.