Tomhed

I forsøget på at indkredse et emne til denne klumme, oplevede jeg  i et kort glimt, et gabende tomt rum indvendigt. Efterfølgende blev jeg overmandet af den panik der næsten altid følger i kølvandet. Da jeg nu var koncentreret om at skulle nedfælde noget på papir tillod jeg mig at dvæle ved panikfornemmelsen for at se om jeg kunne opdage noget interessant.

Der sker en sammentrækning af muskulaturen, som er samme fornemmelse som når man forsøger at holde sig fast for ikke at falde. Åndedrættet bevæger sig opad i kroppen og bliver uregelmæssigt og forceret. Tankerne begynder at bevæge sig hurtigere – eller det gør de måske ikke? – måske bliver de bare sværere at holde fast i? – måske er fornemmelsen at de skifter lidt hurtigere og at jeg oplever afmagten i at forsøge at holde dem fast.

Hov – nu gjorde jeg det jeg altid gør, fokuserer på resultatet og ikke på årsagen – på angsten og ikke på tomheden. Det er vel tomheden der er det interessante? Den er kilden til angsten eller i hvert fald igangsætteren. Den nemme løsning er at fortsætte optagetheden af mig selv og pille videre i min egen navle, i stedet for at gå ind i det ukendte land og søge eventyret.

Hvad er den tomhed? Hvad er det for et sug af uendelighed der lurer inde bag overfladen af denne maske jeg bærer? Tomheden som ligesom stilheden er afhængig af hvor den opleves fra. Den kan være nervenedbrydende eller berigende alt efter hvad i mig der står overfor den. Hvorfor skræmmer det mig for det meste at stå der?

Jeg består af tomt rum. Det meste af min krop er tomt rum, ligesom det meste af universet er tomt rum. Afstandene mellem de faste dele af mig er lige så enorme som de er mellem de faste dele i universet, men når jeg ser på mig selv ser jeg fast stof, substans. Når jeg ser op i himlen en stjerneklar nat kan jeg se både stjerner og mellemrum. Forskellen i perspektiv gør billederne væsensforskellige. Jeg ser ikke mellemrummet i mig selv, men jeg aner at noget i mig oplever det. Jeg hører ikke pauserne mellem tonerne når musikken spiller men det er dem der definerer min oplevelse. Uden pauserne bliver tonerne til lydsuppe.

Måske er det bare uvidenhed – snæversyn, der får mig til at trække mig væk fra tomheden? Det er jo ikke den jeg oplever. Det er mig selv. Måske er det det eneste sted jeg oplever mig selv? Stående overfor intet bliver der plads til fornemmelsen af den sårbare del af mig selv, der ellers bliver løbet over ende af en anden side af mig selv, som er voldsomt selvhævdende.

Tomheden er smuk og fuld af ro, og i modsætning til den larm jeg lever i til daglig – den kværn af indre palaver og det bastante krav om adspredelse der manifesterer sig konstant – bærer tomheden på plads til inspiration, forundring og fornyelse. Livet er intet, uden at intet bliver til noget!

Bedrag

Der er noget der gennem lang tid har undret mig, og som ligesom en dårlig tand er vokset i intensitet og er begyndt at gnave på min ro i livet og min evne til at sidde stille. Et hurtigt kig hen over dagens mediebillede forstærker fornemmelsen. Det er det her med at føle mig bedraget. Fornemmelsen af at blive bundet en historie på ærmet. At det jeg kigger på ikke er hvad det giver sig ud for at være? At historien bliver fortalt for at slippe for at fortælle en anden historie? At der stikker noget under.

Der er masser af hændelser og situationer igennem historien, som viser at det ikke er en ubegrundet fornemmelse. At ”sandheden” er blevet tilbageholdt mens en mere spiselig, eller i hvert fald afledende, historie er blevet præsenteret. Danmark er f.eks. i krig i øjeblikket pga. en sådan historie! Vi er i krig, fordi nogen har fortalt en løgn, som vi har ladet passere!! Selv når vi tænker over konsekvenserne, lader vi dem passere! Prøv at lade tanken stå et øjeblik….Vi er i krig, fordi nogen har fortalt os en historie, som vi har troet på, og som har vist sig ikke at være sand og fordi det er for besværligt at gå ind i den reelle grund til, at folk skal slås ihjel, er vi nu fanget og optaget af at retfærdiggøre missionen.

Lad os slå fast at jeg bliver manipuleret og snydt og at jeg lader det ske!

Så hvis jeg ikke skal falde i konspirationsteorifælden, men forsøge at være konstruktiv, hvad har jeg så af muligheder? Hvordan skal jeg forstå noget, der er så stort, og som er sket igen og igen op gennem historien? Bare det at forstille sig en verdensomspændende sammensværgelse over flere tusind år gør jo én moden til øjeblikkelig indlæggelse på ubestemt tid.

Den eneste forklaring, der for mig giver mening, er at vi alle lider af en speciel form for ”blindhed”, som gør, at vi lader os overbevise om det pæneste, det nemmeste eller det mest fordelagtige for os selv, og fordi vi låser os fast i den overbevisning, ser vi ikke det, der udspiller sig foran os. Se på IT-factory, se på finanskrisen, se på verdens syn på Hitler før krigen - se på en hvilken som helst begivenhed, stor eller lille. Se på forskellen mellem inden og efter begivenheden har fundet sted. En blind naivitet, som tager det der ligger lige for i stedet for at gå igennem besværet med at finde ud af baggrunden.

Verden ønsker at blive bedraget, som den romerske digter Gaius Petronius Arbiter sagde for over 2000 år siden. Det er stadig sandt.

Jeg skal på grund af pladsmangel ikke her komme med nogen uddybende forklaringer, blot konstatere at vi er et let bytte for folk uden samvittighed, for psykopater, og at den naivitet vi udtrykker jo også er et ønske om godhed og optimisme (selvom det i bagklogskabens ulideligt klare lys altid vil ses som dumhed). Hvis vi var i stand til at koble den godhed med lidt sund fornuft, kunne man måske begynde at se på verden med et vist håb. Det sker lige nu. Lige nu er jeg optaget af et eller andet, jeg har bundet mig selv på ærmet. Lige nu kunne jeg vågne op og se, at jeg er blevet tørret!! En besværlig tanke – ikke sandt? – som næsten forkaster sig selv!

Luft

Når jeg behandler en person starter jeg altid med at gøre rede for effekten af åndedrættet som i min optik er det der er livet i os. Ikke noget åndedræt, ikke noget liv! Simpelt men nok det sværeste at være i kontakt med. Hvis jeg kan rette min opmærksomhed mod den bevægelse det har, vil jeg meget hurtigt se at hver gang jeg er presset, mærker smerte, er optaget af noget – kort sagt hver gang jeg har en fornemmelse af at der er noget jeg skal – så er det første der sker at mit åndedræt stopper! Forstået på den måde at det bliver flyttet fra bughulen, hvor det vil ligge hvis jeg er i balance med mig selv, op i brystet, hvor det bliver placeret som en lille uregelmæssig bevægelse. Et lille skift som har vidtrækkende konsekvenser for alt i mit liv.

Alting skifter i den måde mit system fungerer på. Mit balancepunkt flytter opad i kroppen, så hele vægten lægger sig på mine lændehvirvler, alle organfunktioner bliver træge, mit immunforsvars effektivitet daler og jeg mister næsten totalt evnen til at give udtryk af hvordan jeg har det.

Man kan sige at alle vores systemer fungerer ved at noget går ind og noget skal derefter ud igen og da det der bliver blokeret er vejen ud, bliver alting derinde og vil opleves som et tryk der bare vokser og vokser, indtil jeg ikke kan komme udenom det mere. Det sker i vores fordøjelsessystem, det sker i vores åndedræt og det sker i høj grad også i forhold til de indtryk jeg tager ind. Noget går ind og kun lidt får lov at komme ud igen.

Hvis jeg skal komme med en radikal udmelding omkring sundhed og velbefindende så starter alt hvad vi kan fejle med den lille bevægelse, hvor åndedrættet flytter sig fra bughulen til brystet, fordi åndedrættet i høj grad definerer alle andre bevægelser i mit system. Når åndedrætsfunktionen er tilbageholdt, vil alle andre livsprocesser også være det.

Jeg kan ikke trække vejret! Det er et paradoks at man ikke kan bede nogen om det. Det svarer til at bede folk om at være lykkelige. Jeg kan tillade åndedrættet, tillade min krop at trække vejret, men det kræver at jeg blander mig udenom. Jeg kan begynde at mærke de impulser kroppen har når jeg gaber og sukker og når jeg er forpustet og så begynder jeg at få en fornemmelse af hvad åndedrættet kunne være hvis det havde en større frihed.

Når jeg laver en behandling og klienten begynder at få en større relation til de bevægelser kroppen har og mærker at noget fungerer bedre når de ikke blander sig, kan der ske fantastiske ting. Der er et rum der åbner sig hvor alting opleves helt anderledes. Hvor de problemer man måtte have oplevet lige før ophører med at eksistere, fordi ens verdensopfattelse ændrer sig. Hvor det ikke er ”mit” liv men bare liv der kan opleves for hvad det er.

Så træk for guds skyld ikke vejret men lad vejret trække sig selv!

Misbrug

Jeg er narkoman. Jeg er afhængig af kaffe, smøger, internet, tv, sukker, mad, selskab, fysisk aktivitet, sex, andre folks anerkendende blikke (måske i særhed hvis de folk har en vis status og i særdeleshed hvis de samtidig er af det modsatte køn), af mit billede af mig selv som jeg har behov for at få bekræftet konstant, af at retfærdiggøre alt hvad jeg gør, af at have fornemmelsen af at være en del af noget og af tusind andre større og mindre ting som alle sammen fylder mit liv ud.

Jeg er en meget civiliseret narkoman – bevares! Mit misbrug er ikke større end de flestes. Men ikke desto mindre. Hvis bare en af alle de ting og impulser som fylder mit liv blev taget fra mig ville jeg opleve en ”kold tyrker”. Jeg ville blive fysisk og psykisk rystet. Jeg ville opleve min fornemmelse af mening blafre i vinden. Alle der har prøvet at give et eller andet op har oplevet det. Det ”hul” der bliver efterladt er næsten umuligt at lade være utildækket men bliver meget hurtigt fyldt af noget andet som giver mig ”meningen” tilbage. Én last bliver så at sige overtaget af en anden. Når jeg holder op med at ryge bliver jeg i stedet fed osv.

Der er ikke noget galt med alle disse ting. De er en del af livet. Det der er galt er, at de tager pladsen for noget andet.

Hvad er det for et ”hul” der opstår når jeg nægter mig selv et eller andet? Et hul har et potentiale. Det indeholder alle muligheder. Det er inspiration. Men når det er fyldt op er det bare det, og kan ikke være andet.

Så min fornemmelse er at der i dette hul ligger en sensitivitet overfor det som har en kvalitet i mit liv, en åbenhed overfor verden som noget andet i mig ikke kan bære at opleve. Det bærer et ansvar med sig som jeg ikke er villig til at påtage mig og derfor beskæftiger den side af mig sig hele tiden med at få lagt låg på hullet.

Det er meget tydeligt med en ”rigtig” narkoman. Hvordan hele deres liv er viet til den dæmon der hedder junk, som stjæler pladsen fra alt andet.

Vi lever i en verden som hele tiden fortæller os at vi kan få hvad vi vil have og at vi ikke skal nægte os selv noget. Kan du få det er det tåbeligt ikke at tage det. Hvis noget er godt er mere af det bedre! Se hvad det har skabt af overvægtige mennesker i USA f.eks.

Jeg har kendt nogen mennesker som har været langt ude i alkoholmisbrug og som har fundet sig helt nede i rendestenen og set at det næste skridt tager livet af dem og først der har været i stand til at træde væk fra misbruget. De må resten af deres liv se sig selv i spejlet og stille sig op foran andre og sige: ”Goddag mit navn er Peter Hansen (navnet ændret af red.) jeg er alkoholiker”. I det øjeblik de glemmer det og tror at de har styr på sig selv, begynder de at drikke igen. Så måske ligger der et arbejde for os alle sammen i at minde os selv om at hvis ikke vi ser i øjnene at vi er styret af vores svaghed så er det svagheden der styrer os.

”Goddag mit navn er Søren Christensen og jeg er narkoman!”

Hvad lider du for?

De fleste i Danmark er født ind i en kristen tradition, om vi nu føler noget for det eller ej. Vores samfund er så at sige baseret på kristne værdier. Til det hører jo billedet af korset og denne her figur som er hængt op på det med et, i de fleste tilfælde, lidende udtryk. Jeg tænker sjældent over hvad det egentlig betyder, men her i løbet af sommeren har det fulgt mig som et tema og er dukket op i mange sammenhænge. Vi slår ikke så tit korsets tegn, det hører mere katolikkerne til, men billedet og fornemmelsen af de her to bevægelser som krydser hinanden, har sat tanker i gang.

Når vi fører hånden hen over brystet i en horisontal bevægelse, kunne det være, ikke bare et billede på det liv jeg lever, men en påmindelse om det. Jeg bliver født, og så dør jeg og der imellem sker der noget.  Det er en mekanisk bevægelse som mere eller mindre sker af sig selv og det der er imellem fødslen og døden har ikke mulighed for, af sig selv, at hæve sig op over den linje det ligger på. Den samme bevægelse er min hund en del af – den bliver født og så dør den og der imellem sker der noget. Der er som sådan ingen forskel.

Så er der den vertikale bevægelse som altid går oppefra og ned - aldrig nedefra og op! Prøv selv at lav den og mærk hvor forkert det føles! Det er en mystisk bevægelse? Hvad er det der bevæger sig igennem mit liv på den måde? Som ikke er en del af mit liv men som får lov at berøre det? Nu siger jeg mit liv men det er måske rigtigere bare at sige livet. Måske er det netop fordi jeg siger ”mit liv” jeg ikke tillader bevægelsen.

Jeg tror vi alle har haft en oplevelse af den berøring. Måske har vi ikke tænkt over det men når livet udvider sig, når vi oplever at øjeblikket har nogen andre muligheder end dem vi normalt giver det, er det måske den berøring.

Jeg har behandlet en del mennesker som har været ude for ulykker og har selv været ude for forskelligt. Jeg var for nogen år siden i færd med at drukne i et vandfald og oplevede denne mærkelige fornemmelse af nøgternhed og tidløshed mens kroppen kæmpede for at holde sig oven vande. Dette totale fravær af følelser mens noget upåvirket registrerede hvad der skete. ”Nå nu kunne jeg godt gå hen og dø!” Det tager bare ganske kort men i oplevelse er det evigt.

Først bagefter satte følelserne ind og jeg blev uværgeligt konfronteret med spørgsmålet om hvad meningen med mit liv er? Ved realiseringen af hvor flygtigt det er dukker spørgsmålet om kvalitet smertefuldt op. Jeg tror det er det der er chokket. Ikke oplevelsen i sig selv men det perspektiv der åbner sig for en. Jeg tror ikke vi er bange for at dø, men noget i os er panisk for at slippe kontrollen.

Så her kommer billedet af den lidende mand ind. Som er sømmet fast som for at holde de to bevægelser sammen. Han har selv valgt at hænge der. Han har tilladt at han bliver hængt derop. Det er et fantastisk billede på vores menneskelige mulighed. Nu tager vi i vores liv lidelse som noget helt bestemt og absolut ikke ønskværdigt, men tænk på at alle kvantespring opstår fra modstand og dermed lidelse. Vi bliver udsat for den mekaniske lidelse der konstant forekommer på den horisontale linje vi flyder af sted på, om vi vil det eller ej, eller også kan vi lade os hænge frivilligt op på den vertikale og lade noget blive løftet i os, og tillade os at være en skabende del af skabelsen! 

Besættelse

Jeg har været gift i 22 år. Det er jo efterhånden noget i sig selv men det er nu ikke det jeg vil tale om og så måske alligevel. Når man er sammen med et andet menneske, i kortere eller længere tid, vil man uværgeligt støde ind i modstridende opfattelser og ønsker om hvor skabet skal stå, eller hvor det er bedst at trykke på tandpastatuben, ind imellem. Og det kan jo til tider få forskellige følelser og fornemmelser til at boble frem, som med et fint ord er udtrykt ved at mit pis kommer i kog.  Og når jeg sådan står der og koger så er det svært at se hvad der er ret og rimeligt når nu alt i mig fortæller at jeg er den eneste i det aktuelle selskab som har en retfærdig sag og at alt hvad den anden kommer med er helt hen i vejret og i øvrigt både barnagtigt, latterligt og totalt uigennemtænkt. Faktisk begynder jeg i det øjeblik at tvivle på selve relationen - på om jeg har begået en frygtelig fejltagelse ved at sige ja til den - og forskellige alternative muligheder begynder helt automatisk at passere forbi mit indre blik. I de værste øjeblikke er det meget grimmere billeder der passerer forbi, som om det eneste der kan retfærdiggøre mine egne argumenter er en eliminering af den anden part. Blod og død!

Når så trykket er gået af maskinen igen står jeg i de heldige øjeblikke tilbage med en fornemmelse af at have været besat. Af at et andet væsen har overtaget kontrollen over mine funktioner, har bemægtiget sig retten til at sige jeg. Som regel udmattet og flad som om min energi er blevet suget ud af mig. Jeg siger heldige øjeblikke fordi de fleste gange opdager jeg ikke noget, men fortsætter den indre kværuleren – selvfølgelig på et mere civiliseret plan dvs. uden at give udtryk af at kværnen kører i et opskruet tempo, og bare venter på en ny lejlighed til at blive bekræftet i at jeg har ret. Et indre korstog for den eneste retfærdige sag i verden – min egen.

Men når jeg opdager det og undres, bliver jeg mindet om at det jeg jo dybt nede ønsker er noget så simpelt som at mødes, at have en relation, at være noget for nogen og det er højst sandsynligt også det min partner ønsker. Jeg bliver mindet om at det møde kun kan finde sted hvis jeg giver slip på noget i mig selv, så relationen kan hæve sig op over det ordinære.

Hvis man går ind i en af de store katedraler i Frankrig f.eks. kan man i de mørke kroge se forvredne ansigter stikke frem, lidelsesfyldte og fulde af angst og vrede. De gemmer sig i mørket mens man bevæger sig hen mod alteret og de mangefarvede lysindfald. Man går ikke ind i katedralen for at finde dem, men for at bevæge sig mod lyset. Man er nødt til at tage dem i betragtning på sin vej derhen. Der er en indbygget spænding imellem det det mørke og det lyse i hele konstruktionen. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Hvis man lader sig skræmme eller lukker øjnene på vejen misser man hele fornemmelsen af at stå i lyset.

Måske er det jeg forsøger at udtrykke bare at hvis jeg kan holde opmærksomheden på det bagvedliggende ønske hos mig selv og andre, har dæmonerne ikke så let spil.

Tiden

Hvad er det jeg skal i mit liv? Det er det store spørgsmål der bliver ved at melde sig. Hvad er det til for? Er det meningen at jeg skal køre rutsjebane hele vejen, vekslende mellem op- og nedture? Så kommer vi med til VM – yes, og så spiller vi af røven til og ryger ud – øv. Hele mit liv virker til at være formet af en evindelig søgen efter sensationer der kan adsprede mig. Hele mediebilledet er præget af det. Det er det der sælger! Men hvad er det reelt jeg søger efter? Hvad tilfredsstiller mig, ikke bare på et overfladisk plan, men fundamentalt?

Er det ikke det største spørgsmål vi står overfor i dag? Spørgsmålet om mening. Jeg ser i høj grad at hele den flodbølge af stressnedbrud der præger alle dele af samfundet i dag har sin rod i det spørgsmål.

Vi har en fabelagtig kapacitet som mennesker til at adaptere til en hvilken som helst omstændighed. Til at få det bedste ud af en hvilken som helst presset situation, ikke bare som overlevelse men som liv. I det øjeblik vi oplever en nødvendighed har vi mulighed for at respondere med noget nyt, noget verden ikke har set før.

Men det virker som om der er gået et eller andet galt. Vi har nu, i efterhånden en hel del menneskealdre, fokuseret på at gøre ting nemme for os selv og fjernet skel imellem os. Hele den nyere tid har været dedikeret til at opfinde ting som gradvist har fjernet arbejdsbyrden fra den enkelte for at frisætte vores ret til at have tid til at udfolde os personligt. Der har aldrig i historien været en så stor del af befolkningen, med så meget tid til sig selv og dermed til selve spørgsmålet om hvad der giver mening for den enkelte.

Paradoksalt nok har vi tilsyneladende i den proces mistet selve fornemmelsen af tid og har i dag på fornemmelsesplan mindre tid end vi nogensinde før har haft. De fleste har hele tiden en påtrængende følelse af at der er noget de skal eller ikke når. Alt er muligt, så hvordan kan jeg stille mig tilfreds, med det lidt jeg har. Min oplevelse af mig selv bliver til i en konstant sammenligning med omgivelserne - i høj grad dikteret af mediernes bombardement med lavest mulige fællesnævner. Jeg er hele tiden på vej et eller andet sted hen og når aldrig at opleve hvor jeg rent faktisk befinder mig.

Begyndelsen til mening starter for mig med nødvendighed. Og den første nødvendighed der melder sig er kontakten til mig selv, til den kropslige fornemmelse af mig selv. Alle kender oplevelsen af hvordan en fastlåst følelse eller tilstand forandrer sig bare jeg går en tur med hunden. Fordi kroppen bliver aktiveret. Jeg bærer rundt på et enormt potentiale for kontakt til mig selv og mine sanser. Hele mit liv er indeholdt i det. Men når sanserne konstant bliver døvet af behovstilfredstillelse og en konstant flakken mellem ja og nej, mister jeg forbindelsen til nødvendigheden og ender som lidt af en grøntsag. Så det er meget simpelt og paradoksalt at jeg er nødt til at gøre ting lidt besværlige for mig selv for at mærke hvad jeg skal. Tag skeen i den anden hånd!

Apocalypse Now

Jeg ved ikke, hvordan I har det med verden, og hvordan I ser på fremtiden, men jeg begynder efterhånden at have bange anelser – og har snart haft det et stykke tid! – om at noget nærmer sig et brydningspunkt – et ”point of no return” så at sige. Jeg synes efterhånden, der er så mange  sammenbrudstegn, at det kun er et spørgsmål om tid eller det rette ”uheld”, før ”lorten rammer ventilatoren” for nu at bruge et internationalt udtryk.

Her taler jeg ikke om en krise i stil med den igangværende finanskrise, men et reelt sammenbrud. Igennem historien er store kulturer og civilisationer forsvundet stort set over natten, og alle har de sikkert haft den samme fornemmelse, som vi har nu, af at det vi har bygget op kommer til at bestå for evigt. Udvikling er én lang ubrudt linje af fremskridt på fremskridt, indtil…..? Eller hva….? Indtil vi opdager, at det hele bare er IT-factory. Et kunstigt oppustet billede uden nogen som helst substans. Baseret på rigtig mange menneskers ønsketænkning og meget lidt sund fornuft.

I mit daglige arbejde med mennesker ser jeg samme mønster. Det vi holder fast i, det vi forsvarer, det vi vil opgive alt for, er nøjagtig det samme som det, der har skabt alle de problemer, vi står med, nemlig vores billede af os selv. Hvor lidelsesfyldt det billede end måtte være, så holder jeg fast i det og hindrer derved min egen oplevelse af, hvad der er reelt og de muligheder, det reelle indeholder. Jeg prøver desperat at finde bekræftelse på mit billede i mine omgivelser og lukker øjnene for alle tegn, der peger i andre retninger, og alle faresignaler der fortæller mig, at jeg er på vej ud over en afgrund. Indtil det uundgåelige sker, og min illusion bliver afsløret eller afslører sig selv. I det øjeblik er der en chance, et kort moment, hvor det er muligt at nå ind til mig, hvor det er mig muligt at nå ud, og så - før jeg får set mig om - er et nyt selvbillede installeret og ibrugtaget.

Denne bevægelse sker også i samfundet, fordi samfundet jo består af os. Ingen, hverken personer eller instanser, ønsker at se realiteter, men fastholder sig selv i en slags status quo, som kun kan opretholdes ved at regulere alle uregelmæssigheder. Hver gang der sker uheld, hver gang noget er farligt, hver gang der er modstand, bliver der lavet en regel eller en lov. Hvis vi springer over til sammenligningen med mennesket igen, så bliver der lavet en vane eller en fortrængning, som kan håndtere uregelmæssigheden. Den regulerende bevægelse er næsten umulig at stoppe. Efter en lang periode med vedholdende ”civilisering” – vaneopbygning - hvor det som er livet, i samfundsstrukturen som i den enkelte, har så trange kår, at det eneste der er tilbage af det er en længsel, er sammenbruddet en naturlig følge. Det der sker i både mennesker og samfund er at de enkelte dele – i os vores organer, nervesystem og muskler, i samfundet os som individer – bliver svagere og svagere, så når nedbruddet kommer, går de i panik og er ude af stand til at klare sig selv. På samfundsplan med de katastrofale følger, vi ser igen og igen.

Så det korte moment hvor jeg kan nås og hvor jeg kan nå ud er min redningsplanke. Om nu verden går under eller ej så kig efter det midt i en hvilken som helst katastrofe. Så er det katastrofale måske ikke så katastrofalt.

Vækkelsen

Forleden gik jeg op ad strøget i Århus på vej fra stationen til mit arbejdssted, hvor jeg skulle undervise. Jeg gik og funderede over hvilken retning min undervisning skulle tage. Det var tidligt og der var ikke mange mennesker på gaden. Mens jeg nu gik der i meditativ fordybelse optaget af noget der jo helt objektivt var vigtigt, ikke bare for mig men for en hel række mennesker som i løbet af dagen skulle opleve at få deres horisont løftet og udvidet i overensstemmelse med kvaliteten af det jeg som deres ydmyge lærer formåede at bringe, passerede jeg to kvinder som idet jeg gled forbi rakte mig et magasin med påskriften ”Vågn op”. Jeg var hurtig til at afslå, venligt men bestemt, jeg havde jo travlt og havde i en hurtig og mekanisk bevægelse vurderet at det ikke var noget for mig. Til min nakke hørte jeg den ene kvinde istemme ”Hav en god dag!” og uden at mit hoved vendte sig kom der ud af min mund ”I lige måde!”.

I løbet af de næste 3 skridt dannede der sig i mit normale område for association, noget der vel kunne minde om en ide. Hvorfor ikke tage temaet opvågnen – vækkelse - for min undervisningsdag? Det passede med alle de ideer jeg indtil nu havde gennemgået for dagen. Og mens jeg således opfyldt af at fylde det billede ud vandrede videre, og mens jeg samtidig nød byens morgenstemning og min allerede længe opståede og udhvilede krop, fik jeg pludselig igen, og nu af en mand, stukket det samme magasin frem mod mig, nu dog med en anden forside, er jeg sikker på, men med den samme påskrift ”Vågn Op”. Før jeg vidste af det havde jeg på næsten identisk maner venligt men bestemt afvist tilbuddet om modtagelse og først da jeg havde taget yderligere to skridt gik det op for mig at jeg jo nu havde fået to chancer ikke bare for at kunne fremdrage magasinet med triumf på et behørigt tidspunkt i min undervisning, men også for rent faktisk at vågne op selv. Billedet af mig selv i total selvoptaget koncentration stod lysende foran mig. Det er unødvendigt at sige at jeg resten af vejen til arbejde ikke mødte en eneste falbyder af ”Vågn Op” magasiner endskønt jeg nu inderligt ønskede dette.

Det er sjovt det her med at vågne. Hvis jeg skal vågne må jeg jo nødvendigvis først sove. Og først når jeg er vågnet ved jeg at jeg har sovet. Så egentlig er det rimeligt nemt at checke om man går og sover. Hvis man kigger efter (-og det er første trin – at blive interesseret i at se efter!) så ved man at hvis ikke man har haft en oplevelse af at vågne, så sover man nok endnu. Mærkeligt nok er jeg når jeg sover meget overbevist om at jeg er vågen, og dermed langt fra tilskyndelsen til at se efter om det er tilfældet eller ej. Det er (næsten!) kun når jeg får et chok der er stort nok til at jeg rent faktisk ikke kan lade være at vågne op, jeg ser at alt der er gået forud er foregået i et sært tåget, totalt identificeret udklippet billede af virkeligheden – en ”matrix” – hvis I kan huske den hyperrealistiske film som var for nogen år siden. I det glimt, som denne opvågnen er, er jeg tættere på det som ér. Tættere på mig selv, og uden påtrængende fornemmelser af godt og skidt og for og imod. En relativ fornemmelse af frihed. Men så er jeg nødt til at ”gå at lægge mig” igen – for at være klar til at vågne igen. Ingen søvn uden opvågnen – og omvendt. Godnat!

Hesten, Vognen og Kusken

Der er et billede som stammer helt tilbage fra de vediske tekster, som er noget af det første nedskrevne tekst der findes. Billedet er en hestevogn og det beskriver en vogn som er i en meget dårlig forfatning. Den er egentlig konstrueret til at køre i et meget groft terræn, men på grund af manglende vedligeholdelse skal den nu have en meget plan vej for ikke at bryde sammen. Hjulene har ikke fået fedt, læderet er revnet og sprukkent og trækstangen er pilrådden, og med fare for at knække hvert øjeblik det skal være. Foran denne vogn går et spand heste som har levet deres liv uden omsorg og opdragelse. De har fundet føde blandt affald de tilfældigt er kommet forbi, og ingen har nogensinde talt til dem. De er meget lunefulde og bevæger sig i forhold til hvad de har lyst til eller ikke. Ingen kan få dem til at bevæge sig med intention. Oppe på toppen af denne vogn sidder en kusk - det vil sige det burde han, men det meste af tiden befinder han sig på værtshuset ”Den gyldne kusk” hvor han mere eller mindre besoffen udbreder sig om livets rette sammenhæng. Man kan spørge ham om alt, så har han et svar parat, ydermere et meget sikkert et af slagsen. Det eneste han kan er at sætte sig op på vognen. Han aner ikke hvordan han skal få den til at bevæge sig, han har ingen tøjler og intet sprog han kan adressere hestene med og ikke tilstrækkelige kræfter til at skubbe vognen.

Det mærkelige ved denne vogn er at den ingen ejer har. Det er en hyrevogn som kører lidt rundt med tilfældige passagerer, sætter af og tager nye op i en uendelighed. Det er helt tydeligt den er beregnet til at transportere et eller andet fra punkt A til punkt B, men også at formålet og lasten på et eller andet tidspunkt er blevet glemt.

Dette billede har altid forekommet mig at give et meget præcist billede af os mennesker som konstruktion, et billede som er mangelfuldt i moderne psykologi, nemlig relationen imellem de fundamentalt set forskellige dele af os som er vores krop, vores følelser og vores intellektuelle kapacitet, her repræsenteret ved en vogn, et hesteforspand og en kusk. En konstruktion som hvis der ingen relation er mellem de enkelte dele, ingen nytteværdi har.

Det er jo et meget råt billede af vores tilstand som ved første øjekast enten bliver forkastet som en tåbelighed eller vil virke stødende på vores selvfølelse. Men hvis man kigger lidt nærmere og forsøger at aflægge sin trang til selvberoligelse og forsvar kan man måske finde en hel del information som kan give et anderledes billede af mange af de besynderligheder som finder sted i vores liv. Så længe vi tænker på os selv som én person og ikke ser at der er enorm forskel på de impulser der kommer fra de forskellige dele af os, har vi ingen mulighed for at opleve os selv som vi er, men vil hele tiden kæmpe for at få virkeligheden til at passe til vores selvbillede. Et selvbillede som i de fleste tilfælde er skabt i hovedet på en fordrukken drochekusk.

”Hvad fanden laver vi her?”

Det var overskriften på en artikel i JP om den uddannelse vi driver i behandling og træning. Spørgsmålet blev stillet af en elev som oplevede at møde sig selv og dermed også den modstand og tvivl som er en stor del af enhver livsomstændighed.

Dette skal ikke handle om uddannelsen men om det spørgsmål som vi burde stille os selv oftere. ”Hvad fanden laver jeg her?” Det har altid undret mig at jeg/vi ikke interesserer os mere for det spørgsmål? Det burde vel være det mest fundamentale og naturlige omdrejningspunkt for alt hvad der sker i mit liv. Med al den stress og frustration der er i verden, hvorfor er det så ikke et spørgsmål jeg bærer med mig overalt? Ikke som et spørgsmål der kan svares på men som en åbning til livet. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det jeg har lyst til – det jeg ved er godt for mig selv – og andre?

Måske handler det om modstanden i sig selv. Det er en mærkelig ting at vi, i hvert fald i dette samfund, hele tiden forsøger at undgå modstand, undgå smerte – undgå det ubehagelige. Som om det eneste som har værdi er at have det godt, uden at vi helt har gjort os klart hvad godt er? Vi er lidt som børn der bare vil have slik hele tiden. Vi er bare voksne og har ret til det! Konsekvenserne er meget skræmmende. Livsstilssygdomme, stress, opbrudte familier, selvberoligelse og en populistisk politisk styring som forsøger at regulere alt der får overskrifter i medierne. Vi har næsten totalt glemt at det ”gode” ikke eksisterer uden det ”onde”, selvom vi stadig siger ”i lyst og nød” når vi bliver smedet sammen. I stedet for at gå fremad hvor højre ben naturligt følger venstre, forsøger vi at hinke på det ene og det kommer vi i sagens natur ikke særlig langt med.

Hvordan stiller vi os over for det ubehag som uværgeligt vil opstå på vores vej? Og er modstand negativt eller er det den benzin som vores motor forbrænder? Hvis vi møder modstanden med modstand kan det næsten kun gå galt. På et eller andet tidspunkt går noget i stykker og indtil da er der kun kamp. Hvordan tager vi en beslutning og fører den igennem?

Den del af mig selv der må tage slæbet er min krop. Det er altid den der giver mig besked om at noget er galt, så det er måske også den der skal indstilles anderledes. Hvis min krop og dermed mit åndedræt kunne lade modstanden passere – vende den anden kind til, så at sige – ville jeg ikke konstant løbe panden ind i muren. Det lyder jo meget simpelt, men er nok det sværeste der findes, fordi jeg jo konstant er optaget at have det godt! Jeg mangler den fornødne opmærksomhed.

Det er her spørgsmålet kommer ind igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” Jeg er nødt til at lade det spørgsmål gennemtrænge hver en fiber i  min krop. Jeg er nødt til at føle vigtigheden af at stille mig overfor det. Hvis ikke jeg frivilligt tager det på mig, vil tiden lægge det på mig og det er ikke til at bære!

Der hvor min opmærksomhed er, der er jeg.

Den eneste reelle kapacitet vi som mennesker har, er vores opmærksomhed. Evnen til at kunne rette os selv mod det vi ønsker at rette os mod. Denne kapacitet er unik. Vi er de eneste væsener, i hvert fald i det nærmeste nabolag, som har den. Det betyder ikke at vi er herre over den, langtfra, men det betyder at vi har muligheden for at blive herre over den. Vi taler om vilje som om det var vores ejendom og vilje er vel evnen til at bestemme hvor vores opmærksomhed hviler. Er den lagt med intention eller bliver den stjålet fra os? Det er et utroligt stort spørgsmål som har optaget filosoffer gennem årtusinder.

Lad os undersøge lidt hvad denne opmærksomhed er?

Det er ret tydeligt at der foregår en krig i verden for at tilkæmpe sig vores opmærksomhed. Alt i samfundet er designet til at vinde over alt andet i kampen om den. Vi ønsker alle selv at få opmærksomhed fra andre, man kan vel sige at det er det der giver vores liv mening. Den værste tortur man kan udsætte mennesker for er isolation. Så alle er enige om at opmærksomhed er vigtig. Men er dét jeg kalder opmærksomhed det det giver sig ud for, eller er det en associativ bevægelse der bevæger sig med omgivelserne og de impulser de bringer med sig? Er det muligt at fastholde sin opmærksomhed på trods af hvad man måtte blive udsat for? Hvis ikke jeg kan finde noget indeni som er i stand til at holde fast i en intention, må jeg indrømme at det ikke er mig der er i kontrol men de omstændigheder jeg befinder mig i.

På engelsk siger man ”to pay attention” hvilket giver en fornemmelse af at opmærksomheden er en resurse, som er det betalingsmiddel vi har for at kunne erhverve os indtræde i livet. Hvis jeg ønsker at få et udkomme af det jeg står overfor må jeg ”betale” med min opmærksomhed, og når det finder sted giver jeg køb på noget andet, nemlig den associative bevægelse der ellers helt automatisk vil tage besiddelse af situationen. Alle kender fornemmelsen af at skulle forsøge at koncentrere sig om en opgave og hvordan alskens tanker og fornemmelser konstant forsøger at stjæle mig til sig og overbevise mig om at de er meget vigtige, spændende og uopsættelige. Så bedst som jeg sidder og skal færdiggøre den opgave jeg skal aflevere i morgen, finder jeg mig selv i gang med at skrive en mail til min gamle mor som jeg pludselig kom i tanke om, jeg ikke havde fået givet besked om min fødselsdagsfest i næste uge.

Nogle mennesker er rigtig gode til at fokusere, til at bevare ”øjet på bolden” så at sige - til at sætte sig noget for og så føre det ud i livet. Det er en begyndelse, men i langt de fleste tilfælde finder de efter et stykke tid ud af at der er noget de har glemt, nemlig dem selv i det. De er blevet gode til at udføre opgaverne og på vejen har de glemt hvorfor de gør det. Det er det vi i det moderne samfund kalder stress. For et par årtier tilbage hed det nerver og før det sikkert noget med at have glemt gud osv. Men det vi har glemt er os selv. Opmærksomheden om os selv. Når noget giver mening har vi en følelse eller fornemmelse af at vi er i det, reel eller ikke så giver det os den fornemmelse. Så det kræver af os at vi både har opmærksomhed på os selv og på det der sker omkring os og begge disse ”opmærksomheder” er nødt til at blive trænet. Ikke hver for sig, men sammen. Og det bedste træningssted er der hvor vi er – i livet. Det er ikke nødvendigt at isolere sig eller få ro omkring sig, jo mere uro jo bedre betingelser. Så jeg bærer altid rundt på en unik mulighed for at rette min opmærksomhed mod det som hele tiden bliver stjålet fra mig, nemlig mig selv, uden at tage noget væk fra min deltagelse i livet. Tværtimod!!