Nu har jeg snart skrevet en del klummer som alle har adresseret forskellige aspekter af den bagvedliggende bevægelse der er overalt i vores liv. Det der interesserer mig er hvorfor vi gør som vi gør og hvad vi er beregnet til at skulle gøre. Kort sagt, hvad meningen med vores tilværelse er, som jeg ikke synes noget som helst i vores ydre manifestationer giver anelser om?
Nu vil jeg så benytte lejligheden til helt ublu at reklamere for en uddannelse jeg er involveret i at drive og udvikle. Meningen er dobbelt, nemlig at komme ud med noget information, og samtidig give et billede af et muligt perspektiv for uddannelse i det hele taget.
Uddannelsen er i sin praktiske form en behandleruddannelse. Deltagerne bliver uddannet til både at udføre en meget effektiv fysisk behandling som afhjælper en lang række problemer, og at undervise i et avanceret træningssystem som understøtter behandlingen.
Men samtidig bliver der i uddannelsesforløbet åbnet for spørgsmålet, hvad det vil sige at lære noget overhovedet. Eleverne bliver udfordret på en lang række områder fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. De ved sjældent (=læs aldrig) hvad der skal ske lige om lidt, endsige hvem der underviser (vi er 7 undervisere). De bliver sat til at fungere i en gruppe og skal bære andres ”ubehagelige” manifestationer og tage ansvar for deres egne.
Der bliver hele tiden sat spørgsmålstegn ved alles overbevisninger uden forsøg på at pådutte nye. Af samme grund er vi flere undervisere som tit og ofte modsiger hinanden. Ikke for at gøre det, men fordi vi selv har meget forskellige billeder af det fundamentale spørgsmål og ingen af os kan sidde med det endegyldige svar. På den måde lærer vi selv lige så meget som eleverne.
Det giver et både meget inspirerende miljø og en masse frustrationer. Vi er så vant til at blive håndmadet med fortygget mad og få skåret tingene ud i pap for os, at vi næsten helt har glemt at tænke selv og nyde åbenhedens uforudsigelighed.
Vi bryster os af at det vi laver er mesterlære. Læring gennem erfaring og ikke intellektuel viden, og indlæring af form uden indhold og uden udspring i praktiske omstændigheder. Hvis ikke du kan se og mærke det så er det der nok ikke – eller også er du ikke?
Vi forsøger at være opmærksomme på den enkeltes behov og at give individuelle input som understøtter det talent og det ønske den enkelte har. Det er en stor udfordring at overskue en gruppe på 20 mennesker, men ikke så svært som man skulle tro. Det kræver sådan set ”bare” man er der til at respondere på de konkrete situationer der opstår undervejs. Man skal som underviser turde at slippe sin planlægning for at imødekomme øjeblikket. Ofte går en dag et helt andet sted hen end man har tænkt og det bærer en enorm kvalitet at turde følge efter, fordi det så bliver vedkommende for alle.
Jeg tror at hvis ikke man som underviser sætter sig i samme situation som dem man skal undervise, vover det samme og søger efter det man ikke selv har erfaret endnu, mister man gradvist elevens respekt og dermed lysten og evnen til indlæring.
Uddannelse er et samfunds fundament og fundamentet må nødvendigvis være noget menneskeligt. Når ikke vi bliver uddannet til at kunne bære de vilkår livet giver os, kan vi ikke bære os selv.
