De fleste i Danmark er født ind i en kristen tradition, om vi nu føler noget for det eller ej. Vores samfund er så at sige baseret på kristne værdier. Til det hører jo billedet af korset og denne her figur som er hængt op på det med et, i de fleste tilfælde, lidende udtryk. Jeg tænker sjældent over hvad det egentlig betyder, men her i løbet af sommeren har det fulgt mig som et tema og er dukket op i mange sammenhænge. Vi slår ikke så tit korsets tegn, det hører mere katolikkerne til, men billedet og fornemmelsen af de her to bevægelser som krydser hinanden, har sat tanker i gang.
Når vi fører hånden hen over brystet i en horisontal bevægelse, kunne det være, ikke bare et billede på det liv jeg lever, men en påmindelse om det. Jeg bliver født, og så dør jeg og der imellem sker der noget. Det er en mekanisk bevægelse som mere eller mindre sker af sig selv og det der er imellem fødslen og døden har ikke mulighed for, af sig selv, at hæve sig op over den linje det ligger på. Den samme bevægelse er min hund en del af – den bliver født og så dør den og der imellem sker der noget. Der er som sådan ingen forskel.
Så er der den vertikale bevægelse som altid går oppefra og ned - aldrig nedefra og op! Prøv selv at lav den og mærk hvor forkert det føles! Det er en mystisk bevægelse? Hvad er det der bevæger sig igennem mit liv på den måde? Som ikke er en del af mit liv men som får lov at berøre det? Nu siger jeg mit liv men det er måske rigtigere bare at sige livet. Måske er det netop fordi jeg siger ”mit liv” jeg ikke tillader bevægelsen.
Jeg tror vi alle har haft en oplevelse af den berøring. Måske har vi ikke tænkt over det men når livet udvider sig, når vi oplever at øjeblikket har nogen andre muligheder end dem vi normalt giver det, er det måske den berøring.
Jeg har behandlet en del mennesker som har været ude for ulykker og har selv været ude for forskelligt. Jeg var for nogen år siden i færd med at drukne i et vandfald og oplevede denne mærkelige fornemmelse af nøgternhed og tidløshed mens kroppen kæmpede for at holde sig oven vande. Dette totale fravær af følelser mens noget upåvirket registrerede hvad der skete. ”Nå nu kunne jeg godt gå hen og dø!” Det tager bare ganske kort men i oplevelse er det evigt.
Først bagefter satte følelserne ind og jeg blev uværgeligt konfronteret med spørgsmålet om hvad meningen med mit liv er? Ved realiseringen af hvor flygtigt det er dukker spørgsmålet om kvalitet smertefuldt op. Jeg tror det er det der er chokket. Ikke oplevelsen i sig selv men det perspektiv der åbner sig for en. Jeg tror ikke vi er bange for at dø, men noget i os er panisk for at slippe kontrollen.
Så her kommer billedet af den lidende mand ind. Som er sømmet fast som for at holde de to bevægelser sammen. Han har selv valgt at hænge der. Han har tilladt at han bliver hængt derop. Det er et fantastisk billede på vores menneskelige mulighed. Nu tager vi i vores liv lidelse som noget helt bestemt og absolut ikke ønskværdigt, men tænk på at alle kvantespring opstår fra modstand og dermed lidelse. Vi bliver udsat for den mekaniske lidelse der konstant forekommer på den horisontale linje vi flyder af sted på, om vi vil det eller ej, eller også kan vi lade os hænge frivilligt op på den vertikale og lade noget blive løftet i os, og tillade os at være en skabende del af skabelsen!
