Når jeg behandler en person starter jeg altid med at gøre rede for effekten af åndedrættet som i min optik er det der er livet i os. Ikke noget åndedræt, ikke noget liv! Simpelt men nok det sværeste at være i kontakt med. Hvis jeg kan rette min opmærksomhed mod den bevægelse det har, vil jeg meget hurtigt se at hver gang jeg er presset, mærker smerte, er optaget af noget – kort sagt hver gang jeg har en fornemmelse af at der er noget jeg skal – så er det første der sker at mit åndedræt stopper! Forstået på den måde at det bliver flyttet fra bughulen, hvor det vil ligge hvis jeg er i balance med mig selv, op i brystet, hvor det bliver placeret som en lille uregelmæssig bevægelse. Et lille skift som har vidtrækkende konsekvenser for alt i mit liv.
Alting skifter i den måde mit system fungerer på. Mit balancepunkt flytter opad i kroppen, så hele vægten lægger sig på mine lændehvirvler, alle organfunktioner bliver træge, mit immunforsvars effektivitet daler og jeg mister næsten totalt evnen til at give udtryk af hvordan jeg har det.
Man kan sige at alle vores systemer fungerer ved at noget går ind og noget skal derefter ud igen og da det der bliver blokeret er vejen ud, bliver alting derinde og vil opleves som et tryk der bare vokser og vokser, indtil jeg ikke kan komme udenom det mere. Det sker i vores fordøjelsessystem, det sker i vores åndedræt og det sker i høj grad også i forhold til de indtryk jeg tager ind. Noget går ind og kun lidt får lov at komme ud igen.
Hvis jeg skal komme med en radikal udmelding omkring sundhed og velbefindende så starter alt hvad vi kan fejle med den lille bevægelse, hvor åndedrættet flytter sig fra bughulen til brystet, fordi åndedrættet i høj grad definerer alle andre bevægelser i mit system. Når åndedrætsfunktionen er tilbageholdt, vil alle andre livsprocesser også være det.
Jeg kan ikke trække vejret! Det er et paradoks at man ikke kan bede nogen om det. Det svarer til at bede folk om at være lykkelige. Jeg kan tillade åndedrættet, tillade min krop at trække vejret, men det kræver at jeg blander mig udenom. Jeg kan begynde at mærke de impulser kroppen har når jeg gaber og sukker og når jeg er forpustet og så begynder jeg at få en fornemmelse af hvad åndedrættet kunne være hvis det havde en større frihed.
Når jeg laver en behandling og klienten begynder at få en større relation til de bevægelser kroppen har og mærker at noget fungerer bedre når de ikke blander sig, kan der ske fantastiske ting. Der er et rum der åbner sig hvor alting opleves helt anderledes. Hvor de problemer man måtte have oplevet lige før ophører med at eksistere, fordi ens verdensopfattelse ændrer sig. Hvor det ikke er ”mit” liv men bare liv der kan opleves for hvad det er.
Så træk for guds skyld ikke vejret men lad vejret trække sig selv!
