Jeg røg ind i en snak med en af mine venner omkring temaet: Om man nu lærer af sine fejltagelser eller ej? Altså de menneskelige fejl! Alle de svagheder vi har som, når de manifesterer sig, får os i konflikt med vores samvittighed. Han hævdede hårdnakket at han på mange områder havde taget ved lære af sine fejl. Men da vi borede lidt i det sammen, blev han lidt mere usikker på om det nu også var tilfældet. Spørgsmålet er om man reelt har lært noget eller om man bare har indstillet sig på at undgå situationen igen.
Det er jo en god gammel overbevisning at ”brændt barn skyer ilden”, netop taget i betydningen at lære af sine fejl, men hvad er det egentlig det betyder? Barnet skyer ilden, dvs at det ikke forsøger igen, det holder sig væk fra ilden og jeg tror i høj grad at det er den bevægelse der sker i os. I det øjeblik vi oplever noget ubehageligt er der noget i os der trækker sig og afstår fra at forsøge igen. Man kan vel sige at ”brændt barn skyer ilden” er beskrivelsen af et traume. Barnet lærer aldrig at håndtere ilden men sørger bare for ikke at komme i nærheden af skidtet.
Måske skal man starte med at se på det fra en anden side? Hvis vi virkelig lærte af vores fejl ville livet være en evig udviklingsproces, hvor vi gik imod større og større selverkendelse og kom til at hvile mere og mere i os selv. Hvor vi var i stand til at opfylde vores mål, ikke bare de egoistiske ”jeg kunne godt tænke mig” mål, men de store af dem – dem med at gøre en forskel og verdensfred og den slags. Ingen mennesker ved deres fulde fem drømmer vel om at slå andre oven i hovedet, eller udnytte andre eller behandle andre dårligt på nogen som helst måde. Så når det sker, må det jo være unge mennesker som ikke endnu har gjort sig erfaringen? Lidt ældre ”livserfarne” mennesker kunne da aldrig finde på den slags?
Se det holder jo ikke. Erfaringen viser at alle, uanset alder falder ved siden af en gang imellem. Slår en skævert og glemmer sig selv. Det er vel i sig selv bevis nok for at det der sker ikke er at vi lærer noget, dvs er i stand til at ændre adfærd, men at vi udelukkende indretter os så vi ikke bare undgår at komme i situationer som provokerer adfærden, men også lukker øjnene for at impulsen stadig eksisterer inden i os. Hvis ikke vi ser det så er det der nok ikke! Ofte går vi helt over i den anden grøft for at vise os selv og omverdenen at det har vi helt styr på. Den mekanisme kan vi drive ret langt. Det hedder vel fundamentalisme?
Så man kan vel godt sige vi lærer af vores fejl. Vi lærer at undgå og retfærdiggøre og bortforklare og lyve og være selvretfærdige og mange andre sjove ting, som i hvert fald ikke gør os til bedre mennesker. I stedet kunne vi måske bruge de øjeblikke vi oplever os selv falde igennem, til at begynde at acceptere at vi er dem vi er og nok aldrig bliver nogen andre. Den chokerende og meget virkelige oplevelse af os selv lave fejl, bærer muligheden for en opvågnen til hvem vi er. Så hvis vi tør dvæle bare et øjeblik ved det, uden at lægge låg på, begynder vi at lave forbindelse til den underbevidste del af os selv som aldrig lyver, men som har svare problemer med at komme til orde. Tænk at kunne acceptere at man er den man er?!
