Jeg formoder nogen af Jer så udsendelsen ”Sjæl og videnskab” på DR 2. Jeg så den første, som handlede om placebo effekten. Ifølge udsendelsen kan man næsten ikke se forskel på, om en patient får den reelle medicin eller en sukkerpille – effekten er stort set den samme. Det samme gør sig gældende for placebooperationer, altså operationer hvor folk får foretaget et skinindgreb i stedet for en reel operation. Hvis folk tror, de får midlet eller indgrebet, virker det. Det er troen, der gør forskellen, ikke produktet.
Det er ikke ny viden, men det er nyt, at videnskaben får øjnene op for det, selv om de indimellem ikke lytter til de resultater, de selv kommer frem med. Jorden er stadig ”flad” i mange kredse!
Det interessante er ikke så meget, om medicinen virker eller ikke. (Det er også interessant, men det gemmer jeg til en senere klumme) Det interessante er, hvad det betyder for hele vores virke i verden. Hvis det, der virker, afhænger af min tro på det, så er det vel ikke så vigtigt hvad jeg gør, men hvordan jeg har det med det jeg gør – hvad jeg tænker om det?
Det siger måske også, at vores liv afhænger af de billeder, vi har af det? At det vi lever ikke er livet, men vores billede af livet. Jeg talte med en anæstesilæge, som sagde, at når folk ligger i fuld narkose, kan man pakke dem sammen og putte dem ind i en lille kasse. Der er absolut ingen modstand i kroppen. Hele den modstand jeg mærker i min ”vågne” tilstand, hele min stivhed og viden om at jeg fx ikke længere kan gå i spagat uden at rive mine ledbånd over, er noget der foregår oppe i mit hoved. Der er intet fysisk til hinder for, at jeg kan gøre det! Jeg holdes kun fast af det billede, jeg har af mig selv. Også på yogaholdet, eller hvor jeg nu træner min krop, kan jeg mærke, at kroppen gradvist giver sig, hvis jeg giver den tid og luft, hvilket i hvert fald betyder at stivheden er relativ!
Alt dette viser, at jeg er utrolig modtagelig for alle mulige overbevisninger, bare de bliver præsenteret for mig på den rigtige måde. Så hvor er det ”objektive” - det ”virkelige” i det hele? Det som er mig og ikke bare skiftende billeder af mig? Er der overhovedet noget i mig, som er upåvirket eller konstant – noget som bliver ved med at være mig, uanset hvad der sker?
Bag disse spørgsmål ligger et andet: Er jeg i stand til rigtig at lade konsekvenserne af de tanker synke ind? At mit liv er noget relativt og at noget kun indimellem er i stand til at opleve det! Egentlig er det en befriende tanke hvis min deltagelse i livet er som oplever i små momenter. Måske betyder det at jeg ikke kan være ansvarlig for alt det andet? Hvor jeg ikke er til stede og oplever! Måske betyder det at begyndelsen på en ansvarlighed overfor verden er at tillade flere af de små momenter? At lade billederne vige til fordel for et lille stykke med virkelighed!
