Simpelhed

Hvad er det der skal til? For at få alting til at løfte sig? For at vi som mennesker kan opleve mening i tilværelsen? Det er et meget simpelt spørgsmål og måske er der også et meget simpelt svar der knytter sig til det? Vi søger alle efter noget! Det vi søger har meget forskellig udformning, meget forskellig indpakning, meget forskelligt udtryk. Vi går gerne i krig for det vi søger, fordi det vi søger er så meget bedre end det de andre søger. Men hvis ikke vi søgte efter noget ville alting gå i stå, så måske er der et meget større fællesskab i selve søgningen end vi forestiller os. Vi kalder det lykke eller kærlighed eller finansiel uafhængighed eller frihed eller noget helt femte eller sjette. Ofte gør jeg mig ikke klart hvad begrebet indeholder og hvad der er krævet af mig for at opnå det eller for den sags skyld hvad jeg forestiller mig det opleves som, skulle jeg nå det søgte? Det er et meget brugt helvedesbillede at leve i al evighed i det man har kunnet forestille sig i sit liv, forfattere der lever i deres egne historier, skuespillere der bliver fanget i evige gentagelser af attituder osv.

Så hvis begreberne skal give mening kan jeg her hvor jeg står ikke vide noget om dem. Det jeg kan forestille mig om dem herfra kan i sagens natur ikke have nogen virkelighed når jeg når frem, ellers ville jeg allerede være der. Se bare på folk der vinder store præmier som opdager at det de altid har drømt om bliver en møllesten om deres hals. Det var ikke pengene i sig selv!

Det at jeg søger betyder at det jeg vil opnå ikke er her hvor jeg er, eller i hvert fald tilsyneladende ikke er her. Jeg leder efter en vej. Jeg leder efter noget der kan løfte mig op over det sted jeg står, så jeg får et større overblik. En udvidelse af mit perspektiv. Og jeg søger efter noget der kan give mig en fornemmelse af en højere kvalitet end det jeg oplever i mit liv til daglig.

Jeg tror en stor del af den låsthed jeg befinder mig i, stammer fra det faktum at jeg søger efter noget udenfor mig selv. Jeg søger efter noget udenfor der kan give mig det jeg føler jeg har brug for. Min familie skal give mig tryghed og nærhed og sex. Samfundet skal give mig frihed. Mine venner skal give mig bekræftelse osv osv Hvis bare alting var anderledes – så ville det hele blive godt!!!?

Men jeg oplever igen og igen at det bliver det ikke. Jeg bliver ved at falde ind i gammelkendte mønstre, møder så at sige mig selv som jeg altid har kendt mig, med de svagheder jeg altid har haft.

Der er et gammelt ord der siger at: ”Det bliver ikke bedre end det er lige nu”. Det lyder meget deprimerende og stillestående men hvis man tænker lidt over det så starter alt hvad jeg kan foretage mig – lige nu! Lige nu kunne jeg give slip på mit krav om at skulle have noget og begynde at give. Lige nu kunne jeg se at jeg også er alt andet end negativitet og nedtrykthed. Det er ikke noget jeg skal påtage mig eller skabe, det er der – også!

Det er det simple. Det er selvfølgelig utroligt svært, fordi det kræver at jeg har en villighed til at give slip på noget – meget kært – nemlig min egen lidelse, men det er befriende simpelt. Mon ikke der bag alle de begreber vi søger efter gemmer sig den samme simpelhed, det samme udgangspunkt som kun kan være – JEG ER….?

Roller

Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet som sådan en stor del af mit liv. Hele jobbeskrivelsen som skuespiller er evnen til at spille en rolle. Jeg oplever at de fleste mennesker som ikke har erfaring med faget forestiller sig at det er kunstigt? At man skal være noget andet end sig selv! Jeg har dog altid fundet arbejdet på scenen mere virkeligt end virkeligheden fordi jeg der véd at jeg spiller, modsat livet hvor jeg tror jeg er mig selv. Jeg spiller roller hele tiden! Alle de forskellige situationer jeg står i, i løbet af en dag kræver forskellige ting af mig, at jeg udfylder forskellige funktioner.

Jeg står op om morgenen og møder min kone på vej ud af sengen og skal udfylde rollen som mand, de heldige morgener måske også elsker. Ved morgenbordet bliver jeg placeret i et dilemma fordi jeg både skal spille mand og far på samme tid og til tider ikke rigtig ved hvilken kasket jeg har på. Senere bliver jeg kastet ind i roller på arbejde, med min mor og far osv Alt sammen med en fornemmelse af mig og uden fornemmelse for de forskellige indstillinger og behov der er i de enkelte situationer. Jeg bliver frustreret når jeg ikke føler jeg kan leve op til hvad situationen kræver af mig. Det er ”mig” der bliver frustreret, i stedet for at jeg måske kunne spørge mig selv om hvad rollens opgave er!

Da jeg blev gift og fik børn oplevede jeg en underliggende forventning om at jeg skulle være god til det. Men hvor skulle det komme fra? Jeg havde aldrig spurgt mig selv om hvad det betyder og aldrig tænkt tanken at for at udfylde funktionen var det måske påkrævet at jeg gav slip på mig selv for at kunne opfylde nogen behov som ikke var mine egne.

Som skuespiller sker der tit det at første gang man møder sin opgave, sin rolle, får man en fornemmelse af hvad den kræver. Sådan en slags sjette sans som meget subtilt fortæller i hvilken retning man skal gå. Så begynder man at arbejde og samle information og materiale og fornemmelsen slipper en af hænde. Man er til tider desperat fordi man har mistet orienteringen, føler man famler i blinde. Man bliver mere og mere kontrolleret og stiv og klynger sig til halmstrå og hvad der nu kommer forbi. Når man så skal til at spille sker der (indimellem) et mirakel. Man er nødt til at give slip på alt hvad man har samlet sammen, stole på at arbejdet er gjort godt nok og så bare følge strømmen. Miraklet er at den oprindelige fornemmelse vender tilbage som liv i rollen. Det føles som at komme hjem. Som noget man har vidst hele tiden men ikke har kunnet indfange og først i det øjeblik man giver rollen lov til at lave sit arbejde kan det manifestere sig. Hver gang man bliver selvbevidst eller bange forsvinder fornemmelsen med det samme.

Det kræver en blanding af dyb koncentration og blanden sig udenom. En stolen på at rollen er i stand til at udføre sin funktion hvis jeg kan holde fornemmelsen af mig selv adskilt fra den. En mærkelig ”involveret distance” som jeg kunne have stor glæde af i mit liv hvis jeg gerne vil være et professionelt menneske.