Roller

Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet som sådan en stor del af mit liv. Hele jobbeskrivelsen som skuespiller er evnen til at spille en rolle. Jeg oplever at de fleste mennesker som ikke har erfaring med faget forestiller sig at det er kunstigt? At man skal være noget andet end sig selv! Jeg har dog altid fundet arbejdet på scenen mere virkeligt end virkeligheden fordi jeg der véd at jeg spiller, modsat livet hvor jeg tror jeg er mig selv. Jeg spiller roller hele tiden! Alle de forskellige situationer jeg står i, i løbet af en dag kræver forskellige ting af mig, at jeg udfylder forskellige funktioner.

Jeg står op om morgenen og møder min kone på vej ud af sengen og skal udfylde rollen som mand, de heldige morgener måske også elsker. Ved morgenbordet bliver jeg placeret i et dilemma fordi jeg både skal spille mand og far på samme tid og til tider ikke rigtig ved hvilken kasket jeg har på. Senere bliver jeg kastet ind i roller på arbejde, med min mor og far osv Alt sammen med en fornemmelse af mig og uden fornemmelse for de forskellige indstillinger og behov der er i de enkelte situationer. Jeg bliver frustreret når jeg ikke føler jeg kan leve op til hvad situationen kræver af mig. Det er ”mig” der bliver frustreret, i stedet for at jeg måske kunne spørge mig selv om hvad rollens opgave er!

Da jeg blev gift og fik børn oplevede jeg en underliggende forventning om at jeg skulle være god til det. Men hvor skulle det komme fra? Jeg havde aldrig spurgt mig selv om hvad det betyder og aldrig tænkt tanken at for at udfylde funktionen var det måske påkrævet at jeg gav slip på mig selv for at kunne opfylde nogen behov som ikke var mine egne.

Som skuespiller sker der tit det at første gang man møder sin opgave, sin rolle, får man en fornemmelse af hvad den kræver. Sådan en slags sjette sans som meget subtilt fortæller i hvilken retning man skal gå. Så begynder man at arbejde og samle information og materiale og fornemmelsen slipper en af hænde. Man er til tider desperat fordi man har mistet orienteringen, føler man famler i blinde. Man bliver mere og mere kontrolleret og stiv og klynger sig til halmstrå og hvad der nu kommer forbi. Når man så skal til at spille sker der (indimellem) et mirakel. Man er nødt til at give slip på alt hvad man har samlet sammen, stole på at arbejdet er gjort godt nok og så bare følge strømmen. Miraklet er at den oprindelige fornemmelse vender tilbage som liv i rollen. Det føles som at komme hjem. Som noget man har vidst hele tiden men ikke har kunnet indfange og først i det øjeblik man giver rollen lov til at lave sit arbejde kan det manifestere sig. Hver gang man bliver selvbevidst eller bange forsvinder fornemmelsen med det samme.

Det kræver en blanding af dyb koncentration og blanden sig udenom. En stolen på at rollen er i stand til at udføre sin funktion hvis jeg kan holde fornemmelsen af mig selv adskilt fra den. En mærkelig ”involveret distance” som jeg kunne have stor glæde af i mit liv hvis jeg gerne vil være et professionelt menneske.