For et par år siden var jeg i Kina. Det var en meget markant oplevelse af et samfund hvor der ikke er det samme mål af rettigheder, vi har her og det var slående at det på mange måder oplevedes befriende. Jeg har altid været meget optaget af trafikafvikling i forskellige lande fordi det fortæller en hel del om attituden i en befolkning. Måden vi bevæger os rundt på mellem hinanden. I Kina har (eller ”havde” må man vel sige for det hele går så hurtigt derude at det kan have ændret sig siden jeg var der!!) man, basalt set, de samme afstribninger og regler vi har her, men ingen overholder dem. I stedet oplever man et kaos af forskellige befordringsmidler der alle udnytter de muligheder de står overfor. Hvis der er et hul tager man det! Hvis man f.eks. står i kø og ikke presser sig op mod den foranstående vil der komme en og møve sig ind i mellemrummet. Man er jo åbenbart ikke interesseret i at udnytte pladsen!
For en dansker med ”køkultur” er det en chokerende oplevelse. ”Hvor vover de!” Men efterhånden som man slapper af over for det, vænner man sig til bare at tage det man vil have og træde frem, uden smålige hensyn til hvad folk tænker om en. Jeg oplevede en taxatur hvor chaufføren kom fra en mindre befærdet vej og skulle krydse en hovedvej med 4 spor og pakket med biler. Han satte stort set ikke farten ned men gled lige igennem uden at se sig til siderne. Hvis han nu havde orienteret sig og dem der kom fra siden havde opfattet at han havde set dem var han formodentlig ikke blevet lukket ind.
Her er det lige omvendt. Fordi jeg tager udgangspunkt i at jeg har ret til bestemte ting, er jeg meget lidt fleksibel og tager meget lidt hensyn til dem, der helt åbenlyst ikke overholder min grundlovsfæstede ret, til at gøre hvad jeg gør. Og alting går i stå fordi jeg ikke er i stand til at lade det passere, men er nødt til at stoppe op og give udtryk for at min ret er blevet krænket.
Der har efterhånden været lavet trafikforsøg flere steder i verden hvor man har fjernet alle reguleringer i et område, og alle har vist at trafikken flyder gnidningsfrit, der sker stort set ingen uheld og alle er glade. Det er en fantastisk ting at når man overlader dømmekraften til mennesker og ikke til regler, påtager man sig villigt sit ansvar. Når rettigheder og regler dømmer mister man gradvist forbindelsen til det overordnede ansvar og tager kun udgangspunkt i sig selv.
Så det er vel egentlig en meget god målestok for et samfund, hvor meget det tør lade det være op til sine medlemmers egen dømmekraft, at bevæge sig rundt mellem hinanden? At det tør prioritere kontakten mellem mennesker i stedet for kontrollen over dem.
Og vi gør det alle sammen hele tiden. Forfalder til sociale konventioner i stedet for at se vores nabo i øjnene, ekserserer vores ret i stedet for vores længsel efter at høre sammen med.
Forstå mig ret. Vi kan ikke leve uden regler, men de er nødt til at være der som en hjælp til os, ikke som noget i sig selv. Det er vel for fanden os der har lavet dem – eller hvad?
