Besættelse

Jeg har været gift i 22 år. Det er jo efterhånden noget i sig selv men det er nu ikke det jeg vil tale om og så måske alligevel. Når man er sammen med et andet menneske, i kortere eller længere tid, vil man uværgeligt støde ind i modstridende opfattelser og ønsker om hvor skabet skal stå, eller hvor det er bedst at trykke på tandpastatuben, ind imellem. Og det kan jo til tider få forskellige følelser og fornemmelser til at boble frem, som med et fint ord er udtrykt ved at mit pis kommer i kog.  Og når jeg sådan står der og koger så er det svært at se hvad der er ret og rimeligt når nu alt i mig fortæller at jeg er den eneste i det aktuelle selskab som har en retfærdig sag og at alt hvad den anden kommer med er helt hen i vejret og i øvrigt både barnagtigt, latterligt og totalt uigennemtænkt. Faktisk begynder jeg i det øjeblik at tvivle på selve relationen - på om jeg har begået en frygtelig fejltagelse ved at sige ja til den - og forskellige alternative muligheder begynder helt automatisk at passere forbi mit indre blik. I de værste øjeblikke er det meget grimmere billeder der passerer forbi, som om det eneste der kan retfærdiggøre mine egne argumenter er en eliminering af den anden part. Blod og død!

Når så trykket er gået af maskinen igen står jeg i de heldige øjeblikke tilbage med en fornemmelse af at have været besat. Af at et andet væsen har overtaget kontrollen over mine funktioner, har bemægtiget sig retten til at sige jeg. Som regel udmattet og flad som om min energi er blevet suget ud af mig. Jeg siger heldige øjeblikke fordi de fleste gange opdager jeg ikke noget, men fortsætter den indre kværuleren – selvfølgelig på et mere civiliseret plan dvs. uden at give udtryk af at kværnen kører i et opskruet tempo, og bare venter på en ny lejlighed til at blive bekræftet i at jeg har ret. Et indre korstog for den eneste retfærdige sag i verden – min egen.

Men når jeg opdager det og undres, bliver jeg mindet om at det jeg jo dybt nede ønsker er noget så simpelt som at mødes, at have en relation, at være noget for nogen og det er højst sandsynligt også det min partner ønsker. Jeg bliver mindet om at det møde kun kan finde sted hvis jeg giver slip på noget i mig selv, så relationen kan hæve sig op over det ordinære.

Hvis man går ind i en af de store katedraler i Frankrig f.eks. kan man i de mørke kroge se forvredne ansigter stikke frem, lidelsesfyldte og fulde af angst og vrede. De gemmer sig i mørket mens man bevæger sig hen mod alteret og de mangefarvede lysindfald. Man går ikke ind i katedralen for at finde dem, men for at bevæge sig mod lyset. Man er nødt til at tage dem i betragtning på sin vej derhen. Der er en indbygget spænding imellem det det mørke og det lyse i hele konstruktionen. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Hvis man lader sig skræmme eller lukker øjnene på vejen misser man hele fornemmelsen af at stå i lyset.

Måske er det jeg forsøger at udtrykke bare at hvis jeg kan holde opmærksomheden på det bagvedliggende ønske hos mig selv og andre, har dæmonerne ikke så let spil.

Tiden

Hvad er det jeg skal i mit liv? Det er det store spørgsmål der bliver ved at melde sig. Hvad er det til for? Er det meningen at jeg skal køre rutsjebane hele vejen, vekslende mellem op- og nedture? Så kommer vi med til VM – yes, og så spiller vi af røven til og ryger ud – øv. Hele mit liv virker til at være formet af en evindelig søgen efter sensationer der kan adsprede mig. Hele mediebilledet er præget af det. Det er det der sælger! Men hvad er det reelt jeg søger efter? Hvad tilfredsstiller mig, ikke bare på et overfladisk plan, men fundamentalt?

Er det ikke det største spørgsmål vi står overfor i dag? Spørgsmålet om mening. Jeg ser i høj grad at hele den flodbølge af stressnedbrud der præger alle dele af samfundet i dag har sin rod i det spørgsmål.

Vi har en fabelagtig kapacitet som mennesker til at adaptere til en hvilken som helst omstændighed. Til at få det bedste ud af en hvilken som helst presset situation, ikke bare som overlevelse men som liv. I det øjeblik vi oplever en nødvendighed har vi mulighed for at respondere med noget nyt, noget verden ikke har set før.

Men det virker som om der er gået et eller andet galt. Vi har nu, i efterhånden en hel del menneskealdre, fokuseret på at gøre ting nemme for os selv og fjernet skel imellem os. Hele den nyere tid har været dedikeret til at opfinde ting som gradvist har fjernet arbejdsbyrden fra den enkelte for at frisætte vores ret til at have tid til at udfolde os personligt. Der har aldrig i historien været en så stor del af befolkningen, med så meget tid til sig selv og dermed til selve spørgsmålet om hvad der giver mening for den enkelte.

Paradoksalt nok har vi tilsyneladende i den proces mistet selve fornemmelsen af tid og har i dag på fornemmelsesplan mindre tid end vi nogensinde før har haft. De fleste har hele tiden en påtrængende følelse af at der er noget de skal eller ikke når. Alt er muligt, så hvordan kan jeg stille mig tilfreds, med det lidt jeg har. Min oplevelse af mig selv bliver til i en konstant sammenligning med omgivelserne - i høj grad dikteret af mediernes bombardement med lavest mulige fællesnævner. Jeg er hele tiden på vej et eller andet sted hen og når aldrig at opleve hvor jeg rent faktisk befinder mig.

Begyndelsen til mening starter for mig med nødvendighed. Og den første nødvendighed der melder sig er kontakten til mig selv, til den kropslige fornemmelse af mig selv. Alle kender oplevelsen af hvordan en fastlåst følelse eller tilstand forandrer sig bare jeg går en tur med hunden. Fordi kroppen bliver aktiveret. Jeg bærer rundt på et enormt potentiale for kontakt til mig selv og mine sanser. Hele mit liv er indeholdt i det. Men når sanserne konstant bliver døvet af behovstilfredstillelse og en konstant flakken mellem ja og nej, mister jeg forbindelsen til nødvendigheden og ender som lidt af en grøntsag. Så det er meget simpelt og paradoksalt at jeg er nødt til at gøre ting lidt besværlige for mig selv for at mærke hvad jeg skal. Tag skeen i den anden hånd!