I forsøget på at indkredse et emne til denne klumme, oplevede jeg i et kort glimt, et gabende tomt rum indvendigt. Efterfølgende blev jeg overmandet af den panik der næsten altid følger i kølvandet. Da jeg nu var koncentreret om at skulle nedfælde noget på papir tillod jeg mig at dvæle ved panikfornemmelsen for at se om jeg kunne opdage noget interessant.
Der sker en sammentrækning af muskulaturen, som er samme fornemmelse som når man forsøger at holde sig fast for ikke at falde. Åndedrættet bevæger sig opad i kroppen og bliver uregelmæssigt og forceret. Tankerne begynder at bevæge sig hurtigere – eller det gør de måske ikke? – måske bliver de bare sværere at holde fast i? – måske er fornemmelsen at de skifter lidt hurtigere og at jeg oplever afmagten i at forsøge at holde dem fast.
Hov – nu gjorde jeg det jeg altid gør, fokuserer på resultatet og ikke på årsagen – på angsten og ikke på tomheden. Det er vel tomheden der er det interessante? Den er kilden til angsten eller i hvert fald igangsætteren. Den nemme løsning er at fortsætte optagetheden af mig selv og pille videre i min egen navle, i stedet for at gå ind i det ukendte land og søge eventyret.
Hvad er den tomhed? Hvad er det for et sug af uendelighed der lurer inde bag overfladen af denne maske jeg bærer? Tomheden som ligesom stilheden er afhængig af hvor den opleves fra. Den kan være nervenedbrydende eller berigende alt efter hvad i mig der står overfor den. Hvorfor skræmmer det mig for det meste at stå der?
Jeg består af tomt rum. Det meste af min krop er tomt rum, ligesom det meste af universet er tomt rum. Afstandene mellem de faste dele af mig er lige så enorme som de er mellem de faste dele i universet, men når jeg ser på mig selv ser jeg fast stof, substans. Når jeg ser op i himlen en stjerneklar nat kan jeg se både stjerner og mellemrum. Forskellen i perspektiv gør billederne væsensforskellige. Jeg ser ikke mellemrummet i mig selv, men jeg aner at noget i mig oplever det. Jeg hører ikke pauserne mellem tonerne når musikken spiller men det er dem der definerer min oplevelse. Uden pauserne bliver tonerne til lydsuppe.
Måske er det bare uvidenhed – snæversyn, der får mig til at trække mig væk fra tomheden? Det er jo ikke den jeg oplever. Det er mig selv. Måske er det det eneste sted jeg oplever mig selv? Stående overfor intet bliver der plads til fornemmelsen af den sårbare del af mig selv, der ellers bliver løbet over ende af en anden side af mig selv, som er voldsomt selvhævdende.
Tomheden er smuk og fuld af ro, og i modsætning til den larm jeg lever i til daglig – den kværn af indre palaver og det bastante krav om adspredelse der manifesterer sig konstant – bærer tomheden på plads til inspiration, forundring og fornyelse. Livet er intet, uden at intet bliver til noget!
