Hvad er god ledelse? Svarene er umiddelbart mange. Stort set hver dag er medierne fulde af gode råd om ledelse, ledelseskurser osv. Men jeg har tit spurgt mig selv, om ikke alle disse svar dækker over en mangel eller længsel. For hvor finder man den leder, man ønsker at lægge sig ind under?
Nogen mennesker er bare ledere. Andre vil helt instinktivt støtte sig op af dem og søge deres vejledning i pressede situationer. Vi ved det alle sammen! Skulle vi komme i en sårbar situation går vi ikke med hvem som helst. Vi går med den vi instinktivt på forhånd har udvalgt som vores leder. Andre ville vi holde os langt væk fra fordi vi fornemmer at de vil være til større fare end gavn.
Det vi vurderer mennesker på er ikke baseret på hvad de kan men udelukkende på hvad de er. Det er muligt vi lader os forblænde af eksperter og chefer som har trænet deres evne til at foregive, men det fortæller sådan set bare noget om vores svaghed overfor at lade os bilde hvad som helst ind. Se bare på den økonomiske krise verden er i!
Det vil altid være et spørgsmål om hvem vi kan stole på og hvem vi ikke kan! Der er masser af historier fra krig hvor befalingsmænd er blevet skudt af deres egne mænd fordi de har bragt hele gruppen i fare. Det er det elitesoldater træner. De bringer sig selv ud på kanten for at se hvor hinandens grænser går, så de ved hvem de kan stole på, hvornår.
Når ikke der er fare på færde kan vi lægge os ind under hvem som helst. Vi tænker at hvad fanden og fidler os igennem og laver vores egne ting, men når noget virkelig gælder ser vi os lidt grundigere om inden vi vælger ledere. Ledelsesegenskaber er nødt til at måles i pressede situationer og vi ved sjældent hvordan vi tager ting før vi står overfor det store pres.
Stoler jeg på mig selv? Det er vel udgangspunktet for alt. Kender jeg mig selv godt nok til at vide hvordan jeg reagerer i alle mulige situationer, til at vide hvor mine impulser kommer fra, hvilke motiver jeg har for at gøre det jeg gør? Lægger jeg vægt på det eller har jeg travlt med at dække over det jeg ikke kan? Tør jeg stille mig frem og lade verden se mig som den jeg er? Er jeg en leder i mit eget liv? Ville jeg underlægge mig min egen ledelse?
Ledelse kræver en balancering af mange forskellige elementer i os selv og i den funktion vi skal udfylde. Hvis en leder udelukkende tager udgangspunkt i sig selv, i egne behov og mål siger det sig selv at den ledede organisation vil lide og den enkelte medarbejder gradvist miste fornemmelsen af mening. Organisationen bliver et middel til personlig positionering.
Jeg oplever at verden i dag i høj grad har et ledelsesproblem, at de problemer vi står overfor ikke kan mødes fordi der mangler mennesker som er i stand til at møde dem på den måde det er påkrævet at de mødes. Mennesker som er i stand til eller i hvert fald har en stræben efter at sætte sig ud over sig selv.
På samme måde oplever jeg at jeg selv har et ledelsesproblem og at jeg er ude af stand til at møde mit liv på den måde jeg burde og kunne møde det fordi jeg hele tiden tager hensyn til mine egne behov. Så måske betyder ledelse i mit eget liv – at blive voksen.
