Jeg føler mig ind imellem forbandet at jeg synes jeg er nødt til at beskæftige mig med de store spørgsmål i livet, såsom ”Hvem er jeg?”, ”Hvad er meningen med min eksistens?”, ”Hvorfor er mennesket skabt med de brydninger indvendigt som vi oplever?” og ”Hvad er det vi som samfund skal stille op med de enorme udfordringer, menneskeligt og miljømæssigt, vi står overfor?”. At noget i mit liv ikke giver mening hvis ikke det bliver set i det perspektiv. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de fleste og flyde med strømmen. Drømme om at få opfyldt mine basale behov, udleve mine lyster, alt imens jeg stille og roligt flyder rundt i normaliteten af et middelklasseliv. Det ville være det nemmeste!
Men nej, denne her lille djævel kommer op, løfter sig som en ørn og indfanger et glimt af muligheder og sammenhæng og (selvfølgelig) det medfølgende ansvar. En stor del af mig gider ikke have noget med det at gøre, men en anden del (ikke så frembrusende) bliver berørt og føler en enorm nødvendighed af at nærme sig spørgsmålene på en ny måde. Det er jo ikke spørgsmål som har lette svar. Måske er det spørgsmål som slet ikke kan besvares? – og som ikke skal bevares? – ikke på den måde jeg normalt stiller spørgsmål på og forventer svar!
I de lyse øjeblikke, hvor larmen fra alle de ting jeg forestiller mig jeg skal i livet, dæmper sig lidt, dukker der en fin fornemmelse af sammenhæng og meningsfuldhed op, som medbringer en følelse af at den side af mig har en betydeligt højere værdi end den anden, meget voldsommere og mere manifesterende side.
Så på den ene side en følelse af forbandethed og på den anden side en velsignet samhørighed med oplevelsen af livet.
Det får mig til at tænke på den dobbelthed der er i alting. Vi har to af det hele! To nervesystemer – to bevidstheder – to hjernehalvdele osv. og oplever i høj grad livet fra kun den ene del. Indimellem dukker der en impuls op - som fra en anden verden - som slet ikke passer ind i min ”normale” opfattelse af hvem jeg er og hvad verden er for en størrelse. Et indtryk med en komplet anderledes vinkel på det hele. Som kommer fra den anden side som normalt er skjult for mig og udenfor min kontrol.
Det får mig til at føle en stor taknemmelighed over at der er en side af mig jeg ikke kan forbruge og misbruge som jeg kan misbruge alle andre ting i mig selv. At noget er mig nægtet at benytte mig af før jeg har lavet et vist forberedende arbejde med mig selv. Før jeg så at sige er blevet voksen og har vist at jeg er mig mit ansvar bevidst. Det kræver en enorm opmærksomhed at frisætte noget i mig selv så den fine impuls af liv kan trænge igennem til overfladen og det opmærksomme arbejde er jeg nødt til at gøre.
Vi har udtrykket ”at kaste perler for svin” og jeg forstår det i høj grad som et udtryk for, at en kvalitetsmæssig højere impuls i mig, bliver opfanget af den meget grovere del, og brugt i egoistisk, selvophøjende øjemed. Så hvis min opmærksomhed flakker bliver oplevelsen stjålet fra mig og gjort til noget andet.
Med opmærksomheden på det mellemrum der er imellem de to dele, imellem det højere og det lavere, begynder livet at strømme lidt mere frit. Det er alle besværlighederne værd!
