En Ny Vej

Jeg blev lige gjort opmærksom på denne her som jeg skrev i 2007 - længe inden finanskrisen. Men den er stadig aktuel - måske mere end nogensinde?

Hvis man ser på udviklingen i vores samfund i dag, kan man godt gå hen og få lidt bange anelser om fremtiden. Fremtiden er selvfølgelig altid en bekymring værd, men jeg synes der er visse tegn som vejer tungere end tidligere og fordrer en granskning af de muligheder vi har foran os.

Det går jo tilsyneladende ufatteligt godt med os i Danmark – og verden? – i øjeblikket.

Men lad os kigge lidt på billedet af succes:

Flere og flere (og det er en kurve som er i voldsom stigning!) bliver langtidssygemeldt eller klarer sig igennem på halv kraft på arbejdsmarkedet.

De store gamle generationer står til at skulle forlade arbejdsmarkedet, og de små generationer som kommer ind får lagt en tung pukkel på deres skuldre.

På næsten alle områder af arbejdslivet kan man på sigt - og allerede! – se, at der kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft.

De unge som i dag kommer ud på arbejdsmarkedet, er de første generationer som for størstepartens vedkommende er blevet ”båret” igennem livet. Alle hjælpemidler har været til rådighed for dem, de har ikke haft en plads i den hjemlige husholdning og forældrene har i høj grad været serviceorgan for dem. Det gør at de ikke har lært at gå op imod modstand og relativt flere af dem bryder derfor hurtigt sammen når der bliver lagt pres på dem.

Fra samfundets side bliver der strammet op så de unge bliver opfordret til at gå lige igennem studieforløbet uden ”svinkeærinder” og straffet hvis de alligevel vælger at tage et år med erhvervsarbejde eller rejser.

De unge bliver i langt højere grad låst fast i deres valg af retning meget tidligt.

Vi ”behandler” i højere og højere grad folk for følelsesmæssige problemer. Antallet af børn på lykkepiller er alarmerende.

Informations- og nyhedstrykket er i hastig vækst. Alle forsøger mere eller mindre desperat at gøre opmærksom på deres eksistens, ved at udsende umådelige mængder af information og meninger som kæmper om den smule opmærksomhed vi har tilbage i vores liv.

Alt som har med vores private liv og intimsfære at gøre er blevet til et tv-koncept som forsøger at fortælle os hvad der er rigtig og forkert.

Dette er blot et udpluk af indikationer. Der er masser af andre man kunne remse op som alle er med til at tegne det samme billede. Et billede af en tikkende bombe, en bevægelse mod en afgrund som alle godt ved er der men ingen ønsker at se. Ingen kan sige nøjagtigt hvad der kommer til at ske, men jeg synes tendensen er klar

Rent økonomisk rider vi på toppen af bølgen og når man er deroppe, er der en vis eufori og et vist adrenalinrush, bare spørg enhver surfer. Man glemmer næsten at det eneste sted det kan gå hen videre fremme er ned. Ikke som en negativ ting, men som en bevægelse. Surferen ved det godt og har lært sig at bruge den nedadgående kraft i bølgen til at få fart af. Det er i modstanden bevægelsen får kraft.

Det kan vi godt acceptere når vi tænker på surfere og bølger. Vi har underligt nok sværere ved at acceptere det på mange af livets andre områder. Når det går godt tror vi at det vil det altid gøre og når det går dårligt tror vi aldrig det holder op.

Min intention er ikke at forsøge at skræmme eller at male et dommedagsbillede op, men tværtimod at vise at der er noget helt konkret vi kan gøre. Det begynder med os selv. Det der sker i det store plan, sker i mindre skala i os selv. Vi behandler i høj grad os selv på samme måde som vi behandler ”samfundet”. Vores attitude overfor de fysiske ting og relationer vi omgiver os med er nøjagtig den samme som attituden indadtil. Logisk nok kan man ikke adskille de to ting.

Så alle de ting som foregår ”udvendigt” er det samme som det der foregår ”indvendigt”. Prøv at oversætte de ovenstående eksempler til noget som kunne foregå inde i dig selv!

Vi har behov der skal tilfredsstilles - krav som skal indfries - rettigheder som skal overholdes! Sjovt nok er det samme gældende for os alle, så der er ikke rigtig nogen tilbage til at tilfredsstille, indfri og overholde – og i takt med at kravene udefra vokser og tiden synes at forsvinde mellem fingrene på os, vokser desperationen og ønsket om at blive lettet. Men vi bliver ved med at kigge efter både årsag og løsning udenfor os selv.

De fleste kan nikke genkendende til den umådelige frustration man føler når ens ønsker ikke bliver opfyldt, når ens udsagn ikke bliver forstået, når ens handlinger bliver taget for noget andet, end det der var intentionen med dem. Hvad kan vi gøre andet end at opbygge et forsvar mod den verden som ikke forstår os? Hvad kan vi gøre andet end at opbygge mekanismer som kan foregribe de reaktioner fra omverdenen som vi ved vi får, fordi vi har fået dem før? Hvad kan vi gøre andet end at holde fast i et billede af os selv som uskyldige og ”verden” som den skyldige?

Det lyder som en gordisk knude, og er det også fordi man bliver ved at kigge på den fra det samme sted. Det kræver en helt konkret fysisk bevægelse af at give slip – give efter. Den samme bevægelse som det er at trække vejret. Den bevægelse som altid og på alle planer er til stede i vores liv. Vi tager noget ind - og vi har nøde at give slip på noget igen.

Vi er så optaget af hvad der kommer ind at vi glemmer at den vigtigste bevægelse for os er at forsøge at slippe det ud igen. Vi behøver i virkeligheden slet ikke interessere os for om noget kommer ind. Det gør det helt af sig selv. Det er en absurd tanke at man skulle kunne beskytte sig mod udefrakommende indtryk og indflydelser eller at man skulle kunne styre sin omverden og medmennesker. Vi forsøger alle med mere eller mindre katastrofale følger.

Alt som omgiver os – påvirker os! Det vi kan interessere os for er hvad der sker når det er kommet ind. Den transformation som finder sted. Noget bliver optaget og andet bliver udskilt. Meget profant oplever vi en lettelse. Hvis ikke vi får givet slip, får udskilt, vil der være et voksende tryk og en fornemmelse af forgiftning. Meget nemt at se og opleve i forbindelse med vores føde, men straks sværere med tanker og følelser.

Så vi kan involvere os i den simple bevægelse at trække vejret og opleve at trykket letter. Mirakuløst! - uden at vi behøver fokusere på det vi har identificeret som vores ”problem”. Vi oplever et kvantespring, at alting ændrer sig uden at noget tilsyneladende er blevet anderledes. Det som før syntes uoverstigeligt, har man nu svært ved overhovedet at se problemet i.

Dette gør sig gældende på alle planer. På det personlige såvel som højere oppe. Den samme bevægelse er nødvendig for at livet kan udfolde sig. Det er jo et meget klart billede at når ikke der er åndedræt er der intet liv. Men jeg er den eneste som kan starte bevægelsen! Hvis jeg venter på at andre gør det, sker der ingenting. Det starter hos mig selv, og derfra kan bevægelsen brede sig.