Info

De blogindlæg der ligger her har alle været bragt som klumme i Århus Stiftstidende. Jeg har et klummeindlæg en søndag om måneden. De er for min part tænkt som en skriveøvelse, og et forsøg på at give udtryk for spørgsmål der betyder noget for mig og mit virke. Da de nu ligger der og er til at dele med omverdenen, ville jeg være glad hvis dem der læser dem indimellem lægger et indtryk som kommentar. Jeg er ikke så optaget af meninger, men hvis du har et umiddelbart indtryk, et eller andet der er blevet rørt i dig, eller en tanke der er blevet født, kunne det være dejligt at du ville dele med mig og andre. På forhånd tak.

Selvbilleder

Jeg formoder nogen af Jer så udsendelsen ”Sjæl og videnskab” på DR 2. Jeg så den første, som handlede om placebo effekten. Ifølge udsendelsen kan man næsten ikke se forskel på, om en patient får den reelle medicin eller en sukkerpille – effekten er stort set den samme. Det samme gør sig gældende for placebooperationer, altså operationer hvor folk får foretaget et skinindgreb i stedet for en reel operation. Hvis folk tror, de får midlet eller indgrebet, virker det. Det er troen, der gør forskellen, ikke produktet.

Det er ikke ny viden, men det er nyt, at videnskaben får øjnene op for det, selv om de indimellem ikke lytter til de resultater, de selv kommer frem med. Jorden er stadig ”flad” i mange kredse!

Det interessante er ikke så meget, om medicinen virker eller ikke. (Det er også interessant, men det gemmer jeg til en senere klumme) Det interessante er, hvad det betyder for hele vores virke i verden. Hvis det, der virker, afhænger af min tro på det, så er det vel ikke så vigtigt hvad jeg gør, men hvordan jeg har det med det jeg gør – hvad jeg tænker om det?

Det siger måske også, at vores liv afhænger af de billeder, vi har af det? At det vi lever ikke er livet, men vores billede af livet. Jeg talte med en anæstesilæge, som sagde, at når folk ligger i fuld narkose, kan man pakke dem sammen og putte dem ind i en lille kasse. Der er absolut ingen modstand i kroppen. Hele den modstand jeg mærker i min ”vågne” tilstand, hele min stivhed og viden om at jeg fx ikke længere kan gå i spagat uden at rive mine ledbånd over, er noget der foregår oppe i mit hoved. Der er intet fysisk til hinder for, at jeg kan gøre det! Jeg holdes kun fast af det billede, jeg har af mig selv. Også på yogaholdet, eller hvor jeg nu træner min krop, kan jeg mærke, at kroppen gradvist giver sig, hvis jeg giver den tid og luft, hvilket i hvert fald betyder at stivheden er relativ!

Alt dette viser, at jeg er utrolig modtagelig for alle mulige overbevisninger, bare de bliver præsenteret for mig på den rigtige måde. Så hvor er det ”objektive” - det ”virkelige” i det hele? Det som er mig og ikke bare skiftende billeder af mig? Er der overhovedet noget i mig, som er upåvirket eller konstant – noget som bliver ved med at være mig, uanset hvad der sker?

Bag disse spørgsmål ligger et andet: Er jeg i stand til rigtig at lade konsekvenserne af de tanker synke ind? At mit liv er noget relativt og at noget kun indimellem er i stand til at opleve det! Egentlig er det en befriende tanke hvis min deltagelse i livet er som oplever i små momenter. Måske betyder det at jeg ikke kan være ansvarlig for alt det andet? Hvor jeg ikke er til stede og oplever! Måske betyder det at begyndelsen på en ansvarlighed overfor verden er at tillade flere af de små momenter? At lade billederne vige til fordel for et lille stykke med virkelighed!

Tomhed

I forsøget på at indkredse et emne til denne klumme, oplevede jeg  i et kort glimt, et gabende tomt rum indvendigt. Efterfølgende blev jeg overmandet af den panik der næsten altid følger i kølvandet. Da jeg nu var koncentreret om at skulle nedfælde noget på papir tillod jeg mig at dvæle ved panikfornemmelsen for at se om jeg kunne opdage noget interessant.

Der sker en sammentrækning af muskulaturen, som er samme fornemmelse som når man forsøger at holde sig fast for ikke at falde. Åndedrættet bevæger sig opad i kroppen og bliver uregelmæssigt og forceret. Tankerne begynder at bevæge sig hurtigere – eller det gør de måske ikke? – måske bliver de bare sværere at holde fast i? – måske er fornemmelsen at de skifter lidt hurtigere og at jeg oplever afmagten i at forsøge at holde dem fast.

Hov – nu gjorde jeg det jeg altid gør, fokuserer på resultatet og ikke på årsagen – på angsten og ikke på tomheden. Det er vel tomheden der er det interessante? Den er kilden til angsten eller i hvert fald igangsætteren. Den nemme løsning er at fortsætte optagetheden af mig selv og pille videre i min egen navle, i stedet for at gå ind i det ukendte land og søge eventyret.

Hvad er den tomhed? Hvad er det for et sug af uendelighed der lurer inde bag overfladen af denne maske jeg bærer? Tomheden som ligesom stilheden er afhængig af hvor den opleves fra. Den kan være nervenedbrydende eller berigende alt efter hvad i mig der står overfor den. Hvorfor skræmmer det mig for det meste at stå der?

Jeg består af tomt rum. Det meste af min krop er tomt rum, ligesom det meste af universet er tomt rum. Afstandene mellem de faste dele af mig er lige så enorme som de er mellem de faste dele i universet, men når jeg ser på mig selv ser jeg fast stof, substans. Når jeg ser op i himlen en stjerneklar nat kan jeg se både stjerner og mellemrum. Forskellen i perspektiv gør billederne væsensforskellige. Jeg ser ikke mellemrummet i mig selv, men jeg aner at noget i mig oplever det. Jeg hører ikke pauserne mellem tonerne når musikken spiller men det er dem der definerer min oplevelse. Uden pauserne bliver tonerne til lydsuppe.

Måske er det bare uvidenhed – snæversyn, der får mig til at trække mig væk fra tomheden? Det er jo ikke den jeg oplever. Det er mig selv. Måske er det det eneste sted jeg oplever mig selv? Stående overfor intet bliver der plads til fornemmelsen af den sårbare del af mig selv, der ellers bliver løbet over ende af en anden side af mig selv, som er voldsomt selvhævdende.

Tomheden er smuk og fuld af ro, og i modsætning til den larm jeg lever i til daglig – den kværn af indre palaver og det bastante krav om adspredelse der manifesterer sig konstant – bærer tomheden på plads til inspiration, forundring og fornyelse. Livet er intet, uden at intet bliver til noget!

Bedrag

Der er noget der gennem lang tid har undret mig, og som ligesom en dårlig tand er vokset i intensitet og er begyndt at gnave på min ro i livet og min evne til at sidde stille. Et hurtigt kig hen over dagens mediebillede forstærker fornemmelsen. Det er det her med at føle mig bedraget. Fornemmelsen af at blive bundet en historie på ærmet. At det jeg kigger på ikke er hvad det giver sig ud for at være? At historien bliver fortalt for at slippe for at fortælle en anden historie? At der stikker noget under.

Der er masser af hændelser og situationer igennem historien, som viser at det ikke er en ubegrundet fornemmelse. At ”sandheden” er blevet tilbageholdt mens en mere spiselig, eller i hvert fald afledende, historie er blevet præsenteret. Danmark er f.eks. i krig i øjeblikket pga. en sådan historie! Vi er i krig, fordi nogen har fortalt en løgn, som vi har ladet passere!! Selv når vi tænker over konsekvenserne, lader vi dem passere! Prøv at lade tanken stå et øjeblik….Vi er i krig, fordi nogen har fortalt os en historie, som vi har troet på, og som har vist sig ikke at være sand og fordi det er for besværligt at gå ind i den reelle grund til, at folk skal slås ihjel, er vi nu fanget og optaget af at retfærdiggøre missionen.

Lad os slå fast at jeg bliver manipuleret og snydt og at jeg lader det ske!

Så hvis jeg ikke skal falde i konspirationsteorifælden, men forsøge at være konstruktiv, hvad har jeg så af muligheder? Hvordan skal jeg forstå noget, der er så stort, og som er sket igen og igen op gennem historien? Bare det at forstille sig en verdensomspændende sammensværgelse over flere tusind år gør jo én moden til øjeblikkelig indlæggelse på ubestemt tid.

Den eneste forklaring, der for mig giver mening, er at vi alle lider af en speciel form for ”blindhed”, som gør, at vi lader os overbevise om det pæneste, det nemmeste eller det mest fordelagtige for os selv, og fordi vi låser os fast i den overbevisning, ser vi ikke det, der udspiller sig foran os. Se på IT-factory, se på finanskrisen, se på verdens syn på Hitler før krigen - se på en hvilken som helst begivenhed, stor eller lille. Se på forskellen mellem inden og efter begivenheden har fundet sted. En blind naivitet, som tager det der ligger lige for i stedet for at gå igennem besværet med at finde ud af baggrunden.

Verden ønsker at blive bedraget, som den romerske digter Gaius Petronius Arbiter sagde for over 2000 år siden. Det er stadig sandt.

Jeg skal på grund af pladsmangel ikke her komme med nogen uddybende forklaringer, blot konstatere at vi er et let bytte for folk uden samvittighed, for psykopater, og at den naivitet vi udtrykker jo også er et ønske om godhed og optimisme (selvom det i bagklogskabens ulideligt klare lys altid vil ses som dumhed). Hvis vi var i stand til at koble den godhed med lidt sund fornuft, kunne man måske begynde at se på verden med et vist håb. Det sker lige nu. Lige nu er jeg optaget af et eller andet, jeg har bundet mig selv på ærmet. Lige nu kunne jeg vågne op og se, at jeg er blevet tørret!! En besværlig tanke – ikke sandt? – som næsten forkaster sig selv!

Luft

Når jeg behandler en person starter jeg altid med at gøre rede for effekten af åndedrættet som i min optik er det der er livet i os. Ikke noget åndedræt, ikke noget liv! Simpelt men nok det sværeste at være i kontakt med. Hvis jeg kan rette min opmærksomhed mod den bevægelse det har, vil jeg meget hurtigt se at hver gang jeg er presset, mærker smerte, er optaget af noget – kort sagt hver gang jeg har en fornemmelse af at der er noget jeg skal – så er det første der sker at mit åndedræt stopper! Forstået på den måde at det bliver flyttet fra bughulen, hvor det vil ligge hvis jeg er i balance med mig selv, op i brystet, hvor det bliver placeret som en lille uregelmæssig bevægelse. Et lille skift som har vidtrækkende konsekvenser for alt i mit liv.

Alting skifter i den måde mit system fungerer på. Mit balancepunkt flytter opad i kroppen, så hele vægten lægger sig på mine lændehvirvler, alle organfunktioner bliver træge, mit immunforsvars effektivitet daler og jeg mister næsten totalt evnen til at give udtryk af hvordan jeg har det.

Man kan sige at alle vores systemer fungerer ved at noget går ind og noget skal derefter ud igen og da det der bliver blokeret er vejen ud, bliver alting derinde og vil opleves som et tryk der bare vokser og vokser, indtil jeg ikke kan komme udenom det mere. Det sker i vores fordøjelsessystem, det sker i vores åndedræt og det sker i høj grad også i forhold til de indtryk jeg tager ind. Noget går ind og kun lidt får lov at komme ud igen.

Hvis jeg skal komme med en radikal udmelding omkring sundhed og velbefindende så starter alt hvad vi kan fejle med den lille bevægelse, hvor åndedrættet flytter sig fra bughulen til brystet, fordi åndedrættet i høj grad definerer alle andre bevægelser i mit system. Når åndedrætsfunktionen er tilbageholdt, vil alle andre livsprocesser også være det.

Jeg kan ikke trække vejret! Det er et paradoks at man ikke kan bede nogen om det. Det svarer til at bede folk om at være lykkelige. Jeg kan tillade åndedrættet, tillade min krop at trække vejret, men det kræver at jeg blander mig udenom. Jeg kan begynde at mærke de impulser kroppen har når jeg gaber og sukker og når jeg er forpustet og så begynder jeg at få en fornemmelse af hvad åndedrættet kunne være hvis det havde en større frihed.

Når jeg laver en behandling og klienten begynder at få en større relation til de bevægelser kroppen har og mærker at noget fungerer bedre når de ikke blander sig, kan der ske fantastiske ting. Der er et rum der åbner sig hvor alting opleves helt anderledes. Hvor de problemer man måtte have oplevet lige før ophører med at eksistere, fordi ens verdensopfattelse ændrer sig. Hvor det ikke er ”mit” liv men bare liv der kan opleves for hvad det er.

Så træk for guds skyld ikke vejret men lad vejret trække sig selv!

Misbrug

Jeg er narkoman. Jeg er afhængig af kaffe, smøger, internet, tv, sukker, mad, selskab, fysisk aktivitet, sex, andre folks anerkendende blikke (måske i særhed hvis de folk har en vis status og i særdeleshed hvis de samtidig er af det modsatte køn), af mit billede af mig selv som jeg har behov for at få bekræftet konstant, af at retfærdiggøre alt hvad jeg gør, af at have fornemmelsen af at være en del af noget og af tusind andre større og mindre ting som alle sammen fylder mit liv ud.

Jeg er en meget civiliseret narkoman – bevares! Mit misbrug er ikke større end de flestes. Men ikke desto mindre. Hvis bare en af alle de ting og impulser som fylder mit liv blev taget fra mig ville jeg opleve en ”kold tyrker”. Jeg ville blive fysisk og psykisk rystet. Jeg ville opleve min fornemmelse af mening blafre i vinden. Alle der har prøvet at give et eller andet op har oplevet det. Det ”hul” der bliver efterladt er næsten umuligt at lade være utildækket men bliver meget hurtigt fyldt af noget andet som giver mig ”meningen” tilbage. Én last bliver så at sige overtaget af en anden. Når jeg holder op med at ryge bliver jeg i stedet fed osv.

Der er ikke noget galt med alle disse ting. De er en del af livet. Det der er galt er, at de tager pladsen for noget andet.

Hvad er det for et ”hul” der opstår når jeg nægter mig selv et eller andet? Et hul har et potentiale. Det indeholder alle muligheder. Det er inspiration. Men når det er fyldt op er det bare det, og kan ikke være andet.

Så min fornemmelse er at der i dette hul ligger en sensitivitet overfor det som har en kvalitet i mit liv, en åbenhed overfor verden som noget andet i mig ikke kan bære at opleve. Det bærer et ansvar med sig som jeg ikke er villig til at påtage mig og derfor beskæftiger den side af mig sig hele tiden med at få lagt låg på hullet.

Det er meget tydeligt med en ”rigtig” narkoman. Hvordan hele deres liv er viet til den dæmon der hedder junk, som stjæler pladsen fra alt andet.

Vi lever i en verden som hele tiden fortæller os at vi kan få hvad vi vil have og at vi ikke skal nægte os selv noget. Kan du få det er det tåbeligt ikke at tage det. Hvis noget er godt er mere af det bedre! Se hvad det har skabt af overvægtige mennesker i USA f.eks.

Jeg har kendt nogen mennesker som har været langt ude i alkoholmisbrug og som har fundet sig helt nede i rendestenen og set at det næste skridt tager livet af dem og først der har været i stand til at træde væk fra misbruget. De må resten af deres liv se sig selv i spejlet og stille sig op foran andre og sige: ”Goddag mit navn er Peter Hansen (navnet ændret af red.) jeg er alkoholiker”. I det øjeblik de glemmer det og tror at de har styr på sig selv, begynder de at drikke igen. Så måske ligger der et arbejde for os alle sammen i at minde os selv om at hvis ikke vi ser i øjnene at vi er styret af vores svaghed så er det svagheden der styrer os.

”Goddag mit navn er Søren Christensen og jeg er narkoman!”

Hvad lider du for?

De fleste i Danmark er født ind i en kristen tradition, om vi nu føler noget for det eller ej. Vores samfund er så at sige baseret på kristne værdier. Til det hører jo billedet af korset og denne her figur som er hængt op på det med et, i de fleste tilfælde, lidende udtryk. Jeg tænker sjældent over hvad det egentlig betyder, men her i løbet af sommeren har det fulgt mig som et tema og er dukket op i mange sammenhænge. Vi slår ikke så tit korsets tegn, det hører mere katolikkerne til, men billedet og fornemmelsen af de her to bevægelser som krydser hinanden, har sat tanker i gang.

Når vi fører hånden hen over brystet i en horisontal bevægelse, kunne det være, ikke bare et billede på det liv jeg lever, men en påmindelse om det. Jeg bliver født, og så dør jeg og der imellem sker der noget.  Det er en mekanisk bevægelse som mere eller mindre sker af sig selv og det der er imellem fødslen og døden har ikke mulighed for, af sig selv, at hæve sig op over den linje det ligger på. Den samme bevægelse er min hund en del af – den bliver født og så dør den og der imellem sker der noget. Der er som sådan ingen forskel.

Så er der den vertikale bevægelse som altid går oppefra og ned - aldrig nedefra og op! Prøv selv at lav den og mærk hvor forkert det føles! Det er en mystisk bevægelse? Hvad er det der bevæger sig igennem mit liv på den måde? Som ikke er en del af mit liv men som får lov at berøre det? Nu siger jeg mit liv men det er måske rigtigere bare at sige livet. Måske er det netop fordi jeg siger ”mit liv” jeg ikke tillader bevægelsen.

Jeg tror vi alle har haft en oplevelse af den berøring. Måske har vi ikke tænkt over det men når livet udvider sig, når vi oplever at øjeblikket har nogen andre muligheder end dem vi normalt giver det, er det måske den berøring.

Jeg har behandlet en del mennesker som har været ude for ulykker og har selv været ude for forskelligt. Jeg var for nogen år siden i færd med at drukne i et vandfald og oplevede denne mærkelige fornemmelse af nøgternhed og tidløshed mens kroppen kæmpede for at holde sig oven vande. Dette totale fravær af følelser mens noget upåvirket registrerede hvad der skete. ”Nå nu kunne jeg godt gå hen og dø!” Det tager bare ganske kort men i oplevelse er det evigt.

Først bagefter satte følelserne ind og jeg blev uværgeligt konfronteret med spørgsmålet om hvad meningen med mit liv er? Ved realiseringen af hvor flygtigt det er dukker spørgsmålet om kvalitet smertefuldt op. Jeg tror det er det der er chokket. Ikke oplevelsen i sig selv men det perspektiv der åbner sig for en. Jeg tror ikke vi er bange for at dø, men noget i os er panisk for at slippe kontrollen.

Så her kommer billedet af den lidende mand ind. Som er sømmet fast som for at holde de to bevægelser sammen. Han har selv valgt at hænge der. Han har tilladt at han bliver hængt derop. Det er et fantastisk billede på vores menneskelige mulighed. Nu tager vi i vores liv lidelse som noget helt bestemt og absolut ikke ønskværdigt, men tænk på at alle kvantespring opstår fra modstand og dermed lidelse. Vi bliver udsat for den mekaniske lidelse der konstant forekommer på den horisontale linje vi flyder af sted på, om vi vil det eller ej, eller også kan vi lade os hænge frivilligt op på den vertikale og lade noget blive løftet i os, og tillade os at være en skabende del af skabelsen!