Simpelhed

Hvad er det der skal til? For at få alting til at løfte sig? For at vi som mennesker kan opleve mening i tilværelsen? Det er et meget simpelt spørgsmål og måske er der også et meget simpelt svar der knytter sig til det? Vi søger alle efter noget! Det vi søger har meget forskellig udformning, meget forskellig indpakning, meget forskelligt udtryk. Vi går gerne i krig for det vi søger, fordi det vi søger er så meget bedre end det de andre søger. Men hvis ikke vi søgte efter noget ville alting gå i stå, så måske er der et meget større fællesskab i selve søgningen end vi forestiller os. Vi kalder det lykke eller kærlighed eller finansiel uafhængighed eller frihed eller noget helt femte eller sjette. Ofte gør jeg mig ikke klart hvad begrebet indeholder og hvad der er krævet af mig for at opnå det eller for den sags skyld hvad jeg forestiller mig det opleves som, skulle jeg nå det søgte? Det er et meget brugt helvedesbillede at leve i al evighed i det man har kunnet forestille sig i sit liv, forfattere der lever i deres egne historier, skuespillere der bliver fanget i evige gentagelser af attituder osv.

Så hvis begreberne skal give mening kan jeg her hvor jeg står ikke vide noget om dem. Det jeg kan forestille mig om dem herfra kan i sagens natur ikke have nogen virkelighed når jeg når frem, ellers ville jeg allerede være der. Se bare på folk der vinder store præmier som opdager at det de altid har drømt om bliver en møllesten om deres hals. Det var ikke pengene i sig selv!

Det at jeg søger betyder at det jeg vil opnå ikke er her hvor jeg er, eller i hvert fald tilsyneladende ikke er her. Jeg leder efter en vej. Jeg leder efter noget der kan løfte mig op over det sted jeg står, så jeg får et større overblik. En udvidelse af mit perspektiv. Og jeg søger efter noget der kan give mig en fornemmelse af en højere kvalitet end det jeg oplever i mit liv til daglig.

Jeg tror en stor del af den låsthed jeg befinder mig i, stammer fra det faktum at jeg søger efter noget udenfor mig selv. Jeg søger efter noget udenfor der kan give mig det jeg føler jeg har brug for. Min familie skal give mig tryghed og nærhed og sex. Samfundet skal give mig frihed. Mine venner skal give mig bekræftelse osv osv Hvis bare alting var anderledes – så ville det hele blive godt!!!?

Men jeg oplever igen og igen at det bliver det ikke. Jeg bliver ved at falde ind i gammelkendte mønstre, møder så at sige mig selv som jeg altid har kendt mig, med de svagheder jeg altid har haft.

Der er et gammelt ord der siger at: ”Det bliver ikke bedre end det er lige nu”. Det lyder meget deprimerende og stillestående men hvis man tænker lidt over det så starter alt hvad jeg kan foretage mig – lige nu! Lige nu kunne jeg give slip på mit krav om at skulle have noget og begynde at give. Lige nu kunne jeg se at jeg også er alt andet end negativitet og nedtrykthed. Det er ikke noget jeg skal påtage mig eller skabe, det er der – også!

Det er det simple. Det er selvfølgelig utroligt svært, fordi det kræver at jeg har en villighed til at give slip på noget – meget kært – nemlig min egen lidelse, men det er befriende simpelt. Mon ikke der bag alle de begreber vi søger efter gemmer sig den samme simpelhed, det samme udgangspunkt som kun kan være – JEG ER….?

Roller

Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet som sådan en stor del af mit liv. Hele jobbeskrivelsen som skuespiller er evnen til at spille en rolle. Jeg oplever at de fleste mennesker som ikke har erfaring med faget forestiller sig at det er kunstigt? At man skal være noget andet end sig selv! Jeg har dog altid fundet arbejdet på scenen mere virkeligt end virkeligheden fordi jeg der véd at jeg spiller, modsat livet hvor jeg tror jeg er mig selv. Jeg spiller roller hele tiden! Alle de forskellige situationer jeg står i, i løbet af en dag kræver forskellige ting af mig, at jeg udfylder forskellige funktioner.

Jeg står op om morgenen og møder min kone på vej ud af sengen og skal udfylde rollen som mand, de heldige morgener måske også elsker. Ved morgenbordet bliver jeg placeret i et dilemma fordi jeg både skal spille mand og far på samme tid og til tider ikke rigtig ved hvilken kasket jeg har på. Senere bliver jeg kastet ind i roller på arbejde, med min mor og far osv Alt sammen med en fornemmelse af mig og uden fornemmelse for de forskellige indstillinger og behov der er i de enkelte situationer. Jeg bliver frustreret når jeg ikke føler jeg kan leve op til hvad situationen kræver af mig. Det er ”mig” der bliver frustreret, i stedet for at jeg måske kunne spørge mig selv om hvad rollens opgave er!

Da jeg blev gift og fik børn oplevede jeg en underliggende forventning om at jeg skulle være god til det. Men hvor skulle det komme fra? Jeg havde aldrig spurgt mig selv om hvad det betyder og aldrig tænkt tanken at for at udfylde funktionen var det måske påkrævet at jeg gav slip på mig selv for at kunne opfylde nogen behov som ikke var mine egne.

Som skuespiller sker der tit det at første gang man møder sin opgave, sin rolle, får man en fornemmelse af hvad den kræver. Sådan en slags sjette sans som meget subtilt fortæller i hvilken retning man skal gå. Så begynder man at arbejde og samle information og materiale og fornemmelsen slipper en af hænde. Man er til tider desperat fordi man har mistet orienteringen, føler man famler i blinde. Man bliver mere og mere kontrolleret og stiv og klynger sig til halmstrå og hvad der nu kommer forbi. Når man så skal til at spille sker der (indimellem) et mirakel. Man er nødt til at give slip på alt hvad man har samlet sammen, stole på at arbejdet er gjort godt nok og så bare følge strømmen. Miraklet er at den oprindelige fornemmelse vender tilbage som liv i rollen. Det føles som at komme hjem. Som noget man har vidst hele tiden men ikke har kunnet indfange og først i det øjeblik man giver rollen lov til at lave sit arbejde kan det manifestere sig. Hver gang man bliver selvbevidst eller bange forsvinder fornemmelsen med det samme.

Det kræver en blanding af dyb koncentration og blanden sig udenom. En stolen på at rollen er i stand til at udføre sin funktion hvis jeg kan holde fornemmelsen af mig selv adskilt fra den. En mærkelig ”involveret distance” som jeg kunne have stor glæde af i mit liv hvis jeg gerne vil være et professionelt menneske.

To

Jeg føler mig ind imellem forbandet at jeg synes jeg er nødt til at beskæftige mig med de store spørgsmål i livet, såsom ”Hvem er jeg?”, ”Hvad er meningen med min eksistens?”, ”Hvorfor er mennesket skabt med de brydninger indvendigt som vi oplever?” og ”Hvad er det vi som samfund skal stille op med de enorme udfordringer, menneskeligt og miljømæssigt, vi står overfor?”. At noget i mit liv ikke giver mening hvis ikke det bliver set i det perspektiv. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de fleste og flyde med strømmen. Drømme om at få opfyldt mine basale behov, udleve mine lyster, alt imens jeg stille og roligt flyder rundt i normaliteten af et middelklasseliv. Det ville være det nemmeste!

Men nej, denne her lille djævel kommer op, løfter sig som en ørn og indfanger et glimt af muligheder og sammenhæng og (selvfølgelig) det medfølgende ansvar. En stor del af mig gider ikke have noget med det at gøre, men en anden del (ikke så frembrusende) bliver berørt og føler en enorm nødvendighed af at nærme sig spørgsmålene på en ny måde. Det er jo ikke spørgsmål som har lette svar. Måske er det spørgsmål som slet ikke kan besvares? – og som ikke skal bevares? – ikke på den måde jeg normalt stiller spørgsmål på og forventer svar!

I de lyse øjeblikke, hvor larmen fra alle de ting jeg forestiller mig jeg skal i livet, dæmper sig lidt, dukker der en fin fornemmelse af sammenhæng og meningsfuldhed op, som medbringer en følelse af at den side af mig har en betydeligt højere værdi end den anden, meget voldsommere og mere manifesterende side.

Så på den ene side en følelse af forbandethed og på den anden side en velsignet samhørighed med oplevelsen af livet.

Det får mig til at tænke på den dobbelthed der er i alting. Vi har to af det hele! To nervesystemer – to bevidstheder – to hjernehalvdele osv. og oplever i høj grad livet fra kun den ene del. Indimellem dukker der en impuls op - som fra en anden verden - som slet ikke passer ind i min ”normale” opfattelse af hvem jeg er og hvad verden er for en størrelse. Et indtryk med en komplet anderledes vinkel på det hele. Som kommer fra den anden side som normalt er skjult for mig og udenfor min kontrol.

Det får mig til at føle en stor taknemmelighed over at der er en side af mig jeg ikke kan forbruge og misbruge som jeg kan misbruge alle andre ting i mig selv. At noget er mig nægtet at benytte mig af før jeg har lavet et vist forberedende arbejde med mig selv. Før jeg så at sige er blevet voksen og har vist at jeg er mig mit ansvar bevidst. Det kræver en enorm opmærksomhed at frisætte noget i mig selv så den fine impuls af liv kan trænge igennem til overfladen og det opmærksomme arbejde er jeg nødt til at gøre.

Vi har udtrykket ”at kaste perler for svin” og jeg forstår det i høj grad som et udtryk for, at en kvalitetsmæssig højere impuls i mig, bliver opfanget af den meget grovere del, og brugt i egoistisk, selvophøjende øjemed. Så hvis min opmærksomhed flakker bliver oplevelsen stjålet fra mig og gjort til noget andet.

Med opmærksomheden på det mellemrum der er imellem de to dele, imellem det højere og det lavere, begynder livet at strømme lidt mere frit. Det er alle besværlighederne værd!

Rettigheder

For et par år siden var jeg i Kina. Det var en meget markant oplevelse af et samfund hvor der ikke er det samme mål af rettigheder, vi har her og det var slående at det på mange måder oplevedes befriende. Jeg har altid været meget optaget af trafikafvikling i forskellige lande fordi det fortæller en hel del om attituden i en befolkning. Måden vi bevæger os rundt på mellem hinanden. I Kina har (eller ”havde” må man vel sige for det hele går så hurtigt derude at det kan have ændret sig siden jeg var der!!) man, basalt set, de samme afstribninger og regler vi har her, men ingen overholder dem. I stedet oplever man et kaos af forskellige befordringsmidler der alle udnytter de muligheder de står overfor. Hvis der er et hul tager man det! Hvis man f.eks. står i kø og ikke presser sig op mod den foranstående vil der komme en og møve sig ind i mellemrummet. Man er jo åbenbart ikke interesseret i at udnytte pladsen!

For en dansker med ”køkultur” er det en chokerende oplevelse. ”Hvor vover de!” Men efterhånden som man slapper af over for det, vænner man sig til bare at tage det man vil have og træde frem, uden smålige hensyn til hvad folk tænker om en. Jeg oplevede en taxatur hvor chaufføren kom fra en mindre befærdet vej og skulle krydse en hovedvej med 4 spor og pakket med biler. Han satte stort set ikke farten ned men gled lige igennem uden at se sig til siderne. Hvis han nu havde orienteret sig og dem der kom fra siden havde opfattet at han havde set dem var han formodentlig ikke blevet lukket ind.

Her er det lige omvendt. Fordi jeg tager udgangspunkt i at jeg har ret til bestemte ting, er jeg meget lidt fleksibel og tager meget lidt hensyn til dem, der helt åbenlyst ikke overholder min grundlovsfæstede ret, til at gøre hvad jeg gør. Og alting går i stå fordi jeg ikke er i stand til at lade det passere, men er nødt til at stoppe op og give udtryk for at min ret er blevet krænket.

Der har efterhånden været lavet trafikforsøg flere steder i verden hvor man har fjernet alle reguleringer i et område, og alle har vist at trafikken flyder gnidningsfrit, der sker stort set ingen uheld og alle er glade. Det er en fantastisk ting at når man overlader dømmekraften til mennesker og ikke til regler, påtager man sig villigt sit ansvar. Når rettigheder og regler dømmer mister man gradvist forbindelsen til det overordnede ansvar og tager kun udgangspunkt i sig selv.

Så det er vel egentlig en meget god målestok for et samfund, hvor meget det tør lade det være op til sine medlemmers egen dømmekraft, at bevæge sig rundt mellem hinanden? At det tør prioritere kontakten mellem mennesker i stedet for kontrollen over dem.

Og vi gør det alle sammen hele tiden. Forfalder til sociale konventioner i stedet for at se vores nabo i øjnene, ekserserer vores ret i stedet for vores længsel efter at høre sammen med.

Forstå mig ret. Vi kan ikke leve uden regler, men de er nødt til at være der som en hjælp til os, ikke som noget i sig selv. Det er vel for fanden os der har lavet dem – eller hvad?

Info

De blogindlæg der ligger her har alle været bragt som klumme i Århus Stiftstidende. Jeg har et klummeindlæg en søndag om måneden. De er for min part tænkt som en skriveøvelse, og et forsøg på at give udtryk for spørgsmål der betyder noget for mig og mit virke. Da de nu ligger der og er til at dele med omverdenen, ville jeg være glad hvis dem der læser dem indimellem lægger et indtryk som kommentar. Jeg er ikke så optaget af meninger, men hvis du har et umiddelbart indtryk, et eller andet der er blevet rørt i dig, eller en tanke der er blevet født, kunne det være dejligt at du ville dele med mig og andre. På forhånd tak.

Selvbilleder

Jeg formoder nogen af Jer så udsendelsen ”Sjæl og videnskab” på DR 2. Jeg så den første, som handlede om placebo effekten. Ifølge udsendelsen kan man næsten ikke se forskel på, om en patient får den reelle medicin eller en sukkerpille – effekten er stort set den samme. Det samme gør sig gældende for placebooperationer, altså operationer hvor folk får foretaget et skinindgreb i stedet for en reel operation. Hvis folk tror, de får midlet eller indgrebet, virker det. Det er troen, der gør forskellen, ikke produktet.

Det er ikke ny viden, men det er nyt, at videnskaben får øjnene op for det, selv om de indimellem ikke lytter til de resultater, de selv kommer frem med. Jorden er stadig ”flad” i mange kredse!

Det interessante er ikke så meget, om medicinen virker eller ikke. (Det er også interessant, men det gemmer jeg til en senere klumme) Det interessante er, hvad det betyder for hele vores virke i verden. Hvis det, der virker, afhænger af min tro på det, så er det vel ikke så vigtigt hvad jeg gør, men hvordan jeg har det med det jeg gør – hvad jeg tænker om det?

Det siger måske også, at vores liv afhænger af de billeder, vi har af det? At det vi lever ikke er livet, men vores billede af livet. Jeg talte med en anæstesilæge, som sagde, at når folk ligger i fuld narkose, kan man pakke dem sammen og putte dem ind i en lille kasse. Der er absolut ingen modstand i kroppen. Hele den modstand jeg mærker i min ”vågne” tilstand, hele min stivhed og viden om at jeg fx ikke længere kan gå i spagat uden at rive mine ledbånd over, er noget der foregår oppe i mit hoved. Der er intet fysisk til hinder for, at jeg kan gøre det! Jeg holdes kun fast af det billede, jeg har af mig selv. Også på yogaholdet, eller hvor jeg nu træner min krop, kan jeg mærke, at kroppen gradvist giver sig, hvis jeg giver den tid og luft, hvilket i hvert fald betyder at stivheden er relativ!

Alt dette viser, at jeg er utrolig modtagelig for alle mulige overbevisninger, bare de bliver præsenteret for mig på den rigtige måde. Så hvor er det ”objektive” - det ”virkelige” i det hele? Det som er mig og ikke bare skiftende billeder af mig? Er der overhovedet noget i mig, som er upåvirket eller konstant – noget som bliver ved med at være mig, uanset hvad der sker?

Bag disse spørgsmål ligger et andet: Er jeg i stand til rigtig at lade konsekvenserne af de tanker synke ind? At mit liv er noget relativt og at noget kun indimellem er i stand til at opleve det! Egentlig er det en befriende tanke hvis min deltagelse i livet er som oplever i små momenter. Måske betyder det at jeg ikke kan være ansvarlig for alt det andet? Hvor jeg ikke er til stede og oplever! Måske betyder det at begyndelsen på en ansvarlighed overfor verden er at tillade flere af de små momenter? At lade billederne vige til fordel for et lille stykke med virkelighed!

Tomhed

I forsøget på at indkredse et emne til denne klumme, oplevede jeg  i et kort glimt, et gabende tomt rum indvendigt. Efterfølgende blev jeg overmandet af den panik der næsten altid følger i kølvandet. Da jeg nu var koncentreret om at skulle nedfælde noget på papir tillod jeg mig at dvæle ved panikfornemmelsen for at se om jeg kunne opdage noget interessant.

Der sker en sammentrækning af muskulaturen, som er samme fornemmelse som når man forsøger at holde sig fast for ikke at falde. Åndedrættet bevæger sig opad i kroppen og bliver uregelmæssigt og forceret. Tankerne begynder at bevæge sig hurtigere – eller det gør de måske ikke? – måske bliver de bare sværere at holde fast i? – måske er fornemmelsen at de skifter lidt hurtigere og at jeg oplever afmagten i at forsøge at holde dem fast.

Hov – nu gjorde jeg det jeg altid gør, fokuserer på resultatet og ikke på årsagen – på angsten og ikke på tomheden. Det er vel tomheden der er det interessante? Den er kilden til angsten eller i hvert fald igangsætteren. Den nemme løsning er at fortsætte optagetheden af mig selv og pille videre i min egen navle, i stedet for at gå ind i det ukendte land og søge eventyret.

Hvad er den tomhed? Hvad er det for et sug af uendelighed der lurer inde bag overfladen af denne maske jeg bærer? Tomheden som ligesom stilheden er afhængig af hvor den opleves fra. Den kan være nervenedbrydende eller berigende alt efter hvad i mig der står overfor den. Hvorfor skræmmer det mig for det meste at stå der?

Jeg består af tomt rum. Det meste af min krop er tomt rum, ligesom det meste af universet er tomt rum. Afstandene mellem de faste dele af mig er lige så enorme som de er mellem de faste dele i universet, men når jeg ser på mig selv ser jeg fast stof, substans. Når jeg ser op i himlen en stjerneklar nat kan jeg se både stjerner og mellemrum. Forskellen i perspektiv gør billederne væsensforskellige. Jeg ser ikke mellemrummet i mig selv, men jeg aner at noget i mig oplever det. Jeg hører ikke pauserne mellem tonerne når musikken spiller men det er dem der definerer min oplevelse. Uden pauserne bliver tonerne til lydsuppe.

Måske er det bare uvidenhed – snæversyn, der får mig til at trække mig væk fra tomheden? Det er jo ikke den jeg oplever. Det er mig selv. Måske er det det eneste sted jeg oplever mig selv? Stående overfor intet bliver der plads til fornemmelsen af den sårbare del af mig selv, der ellers bliver løbet over ende af en anden side af mig selv, som er voldsomt selvhævdende.

Tomheden er smuk og fuld af ro, og i modsætning til den larm jeg lever i til daglig – den kværn af indre palaver og det bastante krav om adspredelse der manifesterer sig konstant – bærer tomheden på plads til inspiration, forundring og fornyelse. Livet er intet, uden at intet bliver til noget!