Hukommelse

Jeg har ferie og skal ikke noget specielt og som det er i sådan en situation (for mig i hvert fald!), er der en splittelse imellem rastløsheden, af ikke helt at have sluppet mit ”normale” aktivitetsniveau og alle de selvberoligende ting jeg foretager mig til daglig (paradoksalt nok føles mit daglige stressniveau som en beroligende faktor?), og så den begyndende given efter, hvor livet langsomt finder ind i en rytme som bringer store tomme huller med plads til refleksion med sig. Det er den refleksion jeg efterstræber til daglig, men den har trange kår i mit udfyldte liv. Når der en sjælden gang åbner sig et hul i livet føles det faktisk lidt skræmmende! Som et forstyrrende element der står i vejen for det flow jeg føler er nødvendigt for at kunne bevare intensiteten og fornemmelsen af at være på. Jeg kender faktisk mennesker som er bange for at holde ferie for længe fordi de ikke stoler på de kan sætte sig selv op i gear igen!

Det tilbagevendende tema for mine refleksioner er om jeg gør det jeg skal. Om det jeg gør bibringer mit eller andres liv en mening og en kvalitet eller om jeg udsætter det jeg godt ved jeg ”burde” gøre for at tage mig af det der konstant falder ind i min synsvinkel og presser sig på?

Set i lyset af min ferieoplevelse giver det jo næsten sig selv. Da jeg ikke giver mig selv tilstrækkelig plads i mit daglige liv til refleksion og selve det faktum at spørgsmålet overhovedet opstår, vidner om at der er noget at kigge på her. Noget jeg lukker øjnene for. En blind vinkel i mit liv.

Hvad er det der sker? Ved jeg ikke hvad jeg skal? – Jo det gør jeg. Ikke altid i konkret format, men jeg har altid en fornemmelse af, om ikke andet så at det jeg gør ikke er det jeg skal. Har jeg ikke tid nok? – Det føles som om jeg ikke har men det har jeg altid. Når jeg ser på hvad jeg bruger min tid på er det meste alligevel spild og unødvendighed. Er jeg bange? – Givetvis! Men hvis jeg tænker lidt rationelt over det har jeg intet at være bange for. Kan jeg ikke? – Kun hvis ikke jeg forsøger!!

Det eneste svar der giver mening for mig, er at jeg glemmer. At jeg simpelthen ikke kan huske spørgsmålet. At jeg lever i to verdener som i min bevidsthed ingen kontakt har med hinanden. Når jeg er i den ene verden, er jeg optaget af de ting der set derfra virker utrolig vigtige og når jeg en sjælden gang får et glimt af den anden verden, som er den verden min længsel efter sammenhæng, mening og relation stræber efter, forstår jeg ikke hvordan jeg overhovedet kan være optaget af noget af det der normalt optager mig. Det synes uendeligt ubetydeligt.

Jeg har altid undret mig over hvordan jeg kan blive ved at glemme det der virkelig betyder noget for mig. Jeg har haft utallige oplevelser af at komme tilbage til noget som berører mig dybt og som i den mellemliggende periode har været ude af min bevidsthed. Det føles som om det har ligget i dvale, intakt og uberørt fra sidste gang og ventet på at jeg skal komme tilbage til det. Når jeg så ankommer stiller det sig villigt til min rådighed som en god ven og jeg kvitterer ved, som en meget dårlig kammerat, ved førstkommende lejlighed at vende ryggen til det og glemme alt om dets eksistens. Til næste gang…! Hvis ikke demensen er sat ind i mellemtiden?