Ledelse

Hvad er god ledelse? Svarene er umiddelbart mange. Stort set hver dag er medierne fulde af gode råd om ledelse, ledelseskurser osv.  Men jeg har tit spurgt mig selv, om ikke alle disse svar dækker over en mangel eller længsel. For hvor finder man den leder, man ønsker at lægge sig ind under? 

Nogen mennesker er bare ledere. Andre vil helt instinktivt støtte sig op af dem og søge deres vejledning i pressede situationer. Vi ved det alle sammen! Skulle vi komme i en sårbar situation går vi ikke med hvem som helst. Vi går med den vi instinktivt på forhånd har udvalgt som vores leder. Andre ville vi holde os langt væk fra fordi vi fornemmer at de vil være til større fare end gavn.

Det vi vurderer mennesker på er ikke baseret på hvad de kan men udelukkende på hvad de er. Det er muligt vi lader os forblænde af eksperter og chefer som har trænet deres evne til at foregive, men det fortæller sådan set bare noget om vores svaghed overfor at lade os bilde hvad som helst ind. Se bare på den økonomiske krise verden er i!

Det vil altid være et spørgsmål om hvem vi kan stole på og hvem vi ikke kan! Der er masser af historier fra krig hvor befalingsmænd er blevet skudt af deres egne mænd fordi de har bragt hele gruppen i fare. Det er det elitesoldater træner. De bringer sig selv ud på kanten for at se hvor hinandens grænser går, så de ved hvem de kan stole på, hvornår.

Når ikke der er fare på færde kan vi lægge os ind under hvem som helst. Vi tænker at hvad fanden og fidler os igennem og laver vores egne ting, men når noget virkelig gælder ser vi os lidt grundigere om inden vi vælger ledere. Ledelsesegenskaber er nødt til at måles i pressede situationer og vi ved sjældent hvordan vi tager ting før vi står overfor det store pres.

Stoler jeg på mig selv? Det er vel udgangspunktet for alt. Kender jeg mig selv godt nok til at vide hvordan jeg reagerer i alle mulige situationer, til at vide hvor mine impulser kommer fra, hvilke motiver jeg har for at gøre det jeg gør? Lægger jeg vægt på det eller har jeg travlt med at dække over det jeg ikke kan? Tør jeg stille mig frem og lade verden se mig som den jeg er? Er jeg en leder i mit eget liv? Ville jeg underlægge mig min egen ledelse?

Ledelse kræver en balancering af mange forskellige elementer i os selv og i den funktion vi skal udfylde. Hvis en leder udelukkende tager udgangspunkt i sig selv, i egne behov og mål siger det sig selv at den ledede organisation vil lide og den enkelte medarbejder gradvist miste fornemmelsen af mening. Organisationen bliver et middel til personlig positionering.

Jeg oplever at verden i dag i høj grad har et ledelsesproblem, at de problemer vi står overfor ikke kan mødes fordi der mangler mennesker som er i stand til at møde dem på den måde det er påkrævet at de mødes. Mennesker som er i stand til eller i hvert fald har en stræben efter at sætte sig ud over sig selv.

På samme måde oplever jeg at jeg selv har et ledelsesproblem og at jeg er ude af stand til at møde mit liv på den måde jeg burde og kunne møde det fordi jeg hele tiden tager hensyn til mine egne behov. Så måske betyder ledelse i mit eget liv – at blive voksen.

The Missing Link

Hvad er det der mangler? Hvorfor er der ikke nogen der kan komme op med løsningen på de problemer vi står overfor? Alle de eksperter der hævder at vide noget om økonomi, sundhed, psykologi, ledelse, samfund osv. har ikke et svar på og en model som kan forklare det hele en gang for alle. Hvad det er vi skal og hvordan vi skal gøre det? Ingen kan forudsige konjunkturerne, kvinders humør eller vejret. Selv om vi godt kan observere en vis cyklisk tilbagevenden til tilstande og fænomener, kan ingen sige med sikkerhed hvordan og hvornår.

Der mangler en eller anden ligning der får det hele til at gå op. Vi lever med en modsætningsfyldt oplevelse af liv. Vi lever efter snart det ene og snart det andet. Med konstant skiftende sindsstemninger og billeder, som hvis vi kunne se os selv udefra ville give et billede af total sindssyge. Oven i købet er vi ikke klar over at vi skifter. Vi ser kun den forhåndenværende overbevisning uden at indse hvor flygtig den er. Hvis det skulle ske at vi fik et glimt af det rod af tanker og følelser vi lever i, ville vi gå fra forstanden - som vi sjovt nok kalder det når vi oplever virkeligheden.

Er der ingen orden i verden eller eksisterer den orden et andet sted end der hvor vi forventer at finde den? Eller er det selve vores forventning om at den orden vi skal finde skal passe i vores kram og at den kan bevare vores kontrol over situationen?

Jeg så en udsendelse om området ved Tjernobyl og den enorme kraft naturen har, til, på trods af en umådelig giftig påvirkning, at finde en balance. Selv huskatte som blev efterladt da folk i stor hast forlod området, har fundet en måde at overleve sammen med bjørne og ulve som er vendt tilbage, efter at være blevet fortrængt for århundreder siden. Det går imod alle de forventninger forskerne har haft og viser med tydelighed at det eneste vi mennesker ødelægger er vores egne muligheder.

Vi står overfor et folketingsvalg hvor den eneste løsning alle partier har på den igangværende krise er forskellige bud på hvordan vi skaber vækst. Vi har vel egentlig vækstet os ind i alle de problemer vi står overfor, så at gribe ud efter en løsning som er mere af problemet giver en sur smag i munden. Som i tilfældet Tjernobyl er en balancering nødvendig. Det er ikke noget vi kan gøre, men kun noget vi kan tillade.

Der er en orden i naturen. Alting har sin plads. Vi kan, når vi ser på mennesker, se at vi både er en del af naturen og samtidig ikke en del. Vi er totalt underlagt den og samtidig forsøger vi konstant at gøre os til herre over den. Som i vores forhold til verden undertvinger vi også naturen i os selv og kvæler dermed den intelligens som kunne have givet en fornemmelse af en løsning på de konflikter vi står overfor som samfund. Det er ikke en hippy-happy attitude hvor vi tager tøjet af og går tilbage til naturen der er påkrævet, men en balancering af de to modsatrettede bevægelser vi indeholder.

Men som Kierkegaard siger: Alle vil udvikling – ingen vil forandring.

Så det bliver nok som det plejer, indtil det sure æble sidder fast i halsen på os.

Hukommelse

Jeg har ferie og skal ikke noget specielt og som det er i sådan en situation (for mig i hvert fald!), er der en splittelse imellem rastløsheden, af ikke helt at have sluppet mit ”normale” aktivitetsniveau og alle de selvberoligende ting jeg foretager mig til daglig (paradoksalt nok føles mit daglige stressniveau som en beroligende faktor?), og så den begyndende given efter, hvor livet langsomt finder ind i en rytme som bringer store tomme huller med plads til refleksion med sig. Det er den refleksion jeg efterstræber til daglig, men den har trange kår i mit udfyldte liv. Når der en sjælden gang åbner sig et hul i livet føles det faktisk lidt skræmmende! Som et forstyrrende element der står i vejen for det flow jeg føler er nødvendigt for at kunne bevare intensiteten og fornemmelsen af at være på. Jeg kender faktisk mennesker som er bange for at holde ferie for længe fordi de ikke stoler på de kan sætte sig selv op i gear igen!

Det tilbagevendende tema for mine refleksioner er om jeg gør det jeg skal. Om det jeg gør bibringer mit eller andres liv en mening og en kvalitet eller om jeg udsætter det jeg godt ved jeg ”burde” gøre for at tage mig af det der konstant falder ind i min synsvinkel og presser sig på?

Set i lyset af min ferieoplevelse giver det jo næsten sig selv. Da jeg ikke giver mig selv tilstrækkelig plads i mit daglige liv til refleksion og selve det faktum at spørgsmålet overhovedet opstår, vidner om at der er noget at kigge på her. Noget jeg lukker øjnene for. En blind vinkel i mit liv.

Hvad er det der sker? Ved jeg ikke hvad jeg skal? – Jo det gør jeg. Ikke altid i konkret format, men jeg har altid en fornemmelse af, om ikke andet så at det jeg gør ikke er det jeg skal. Har jeg ikke tid nok? – Det føles som om jeg ikke har men det har jeg altid. Når jeg ser på hvad jeg bruger min tid på er det meste alligevel spild og unødvendighed. Er jeg bange? – Givetvis! Men hvis jeg tænker lidt rationelt over det har jeg intet at være bange for. Kan jeg ikke? – Kun hvis ikke jeg forsøger!!

Det eneste svar der giver mening for mig, er at jeg glemmer. At jeg simpelthen ikke kan huske spørgsmålet. At jeg lever i to verdener som i min bevidsthed ingen kontakt har med hinanden. Når jeg er i den ene verden, er jeg optaget af de ting der set derfra virker utrolig vigtige og når jeg en sjælden gang får et glimt af den anden verden, som er den verden min længsel efter sammenhæng, mening og relation stræber efter, forstår jeg ikke hvordan jeg overhovedet kan være optaget af noget af det der normalt optager mig. Det synes uendeligt ubetydeligt.

Jeg har altid undret mig over hvordan jeg kan blive ved at glemme det der virkelig betyder noget for mig. Jeg har haft utallige oplevelser af at komme tilbage til noget som berører mig dybt og som i den mellemliggende periode har været ude af min bevidsthed. Det føles som om det har ligget i dvale, intakt og uberørt fra sidste gang og ventet på at jeg skal komme tilbage til det. Når jeg så ankommer stiller det sig villigt til min rådighed som en god ven og jeg kvitterer ved, som en meget dårlig kammerat, ved førstkommende lejlighed at vende ryggen til det og glemme alt om dets eksistens. Til næste gang…! Hvis ikke demensen er sat ind i mellemtiden?

Absurditet

Absurditet! Efterhånden mere en regel end en undtagelse. Det er snart en umulighed at have med en institution eller virksomhed at gøre uden at opleve en fornemmelse af løsrevethed fra al sund fornuft i større eller mindre grad. Det virker som om det er en lovmæssighed, at jo større og mere komplekst noget bliver, jo mere fjerner det sig fra muligheden af at den enkelte benytter sig af personlig dømmekraft og udøvelsen af conduite.

Alle er optaget af at tage forholdsregler, for at ikke ansvaret for eventuelle uregelmæssigheder skal falde tilbage på dem selv. Man holder sig til procedure. På den måde kommer hensynet til kunden eller klienten i anden række. Alle ønsker eller krav der bliver stillet bliver hele tiden vendt den anden vej og tager udgangspunkt i hvad den der udbyder servicen vil være med til.

Som kunde føler man sig lidt til besvær. ”Undskyld jeg sådan trænger mig på med mine ganske urimelige ønsker!” Man bliver draget ind i et statusspil som kun har to mulige udkommer. Enten resignerer man eller også bliver man krakilsk og mavesur. Den anden part har i hvert fald ikke tænkt sig at give efter.

Som kunde eller klient eller borger forstår man ikke rigtig hvad meningen er? ”Kunden har altid ret!” hed det før i tiden? Nu er det hele vendt på hovedet så udgangspunktet er at jeg med garanti forsøger at snyde og bedrage og derfor skal holdes i kort snor – hvem ved hvad jeg ellers kan finde på!! Allerede den første kontakt er gennemsyret af mistro og forventning til at det her bliver meget besværligt.

Hvis man træder et skridt tilbage kender man godt mekanismen. Man har måske selv stået på den anden side af disken i andre situationer og opført sig på præcis samme måde og følt kunden som en ”pain in the ass”. Men man træder sjældent et skridt tilbage. Man bider det i sig eller kværulerer, hvilket er to sider af samme sag.

Det slog mig forleden hvordan det uhyrlige fremtidsscenarie som bliver skildret i ”1984” af George Orwell langt er overgået i dag. Vi har underlagt os en kontrollerende og overvågende magt som - for vores eget bedste - lægger vores liv i rammer vi passivt accepterer. Magten er ikke en ond diktator eller en beregnende konspiration men en mekanisme vi alle er underlagt – alle er ofre for! I reguleringen af vores liv, i forsøget på at få det ”gode” bliver vi sovset ind i hensyn og glemmer til sidst helt hvad det var vi startede med og specielt hvorfor!

Det er meget svært at se hvordan den udvikling kan stoppes – eller hjælpes ind i en lidt blødere bane? Det kræver noget radikalt af os alle sammen. Både den der står på den ene side og den anden side af disken. Der er lavet en hel del psykologiske forsøg gennem tiden som viser at man kan få folk til stort set hvad som helst. Meget få siger fra. De fleste følger bare strømmen fordi det er det nemmeste. Selv om de oplever impulsen til at sige fra, følger de den ikke.

Måske skal vi starte med at gøre oprør mod os selv og vores egen passivitet. Sådan en lille civil ulydighed overfor den komfortable vane som efterhånden styrer alle aspekter af vores tilværelse og gør den til et absurd udtryk for liv.

Uddannelse

Nu har jeg snart skrevet en del klummer som alle har adresseret forskellige aspekter af den bagvedliggende bevægelse der er overalt i vores liv. Det der interesserer mig er hvorfor vi gør som vi gør og hvad vi er beregnet til at skulle gøre. Kort sagt, hvad meningen med vores tilværelse er, som jeg ikke synes noget som helst i vores ydre manifestationer giver anelser om?

Nu vil jeg så benytte lejligheden til helt ublu at reklamere for en uddannelse jeg er involveret i at drive og udvikle. Meningen er dobbelt, nemlig at komme ud med noget information, og samtidig give et billede af et muligt perspektiv for uddannelse i det hele taget.

Uddannelsen er i sin praktiske form en behandleruddannelse. Deltagerne bliver uddannet til både at udføre en meget effektiv fysisk behandling som afhjælper en lang række problemer, og at undervise i et avanceret træningssystem som understøtter behandlingen.

Men samtidig bliver der i uddannelsesforløbet åbnet for spørgsmålet, hvad det vil sige at lære noget overhovedet. Eleverne bliver udfordret på en lang række områder fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. De ved sjældent (=læs aldrig) hvad der skal ske lige om lidt, endsige hvem der underviser (vi er 7 undervisere). De bliver sat til at fungere i en gruppe og skal bære andres ”ubehagelige” manifestationer og tage ansvar for deres egne.

Der bliver hele tiden sat spørgsmålstegn ved alles overbevisninger uden forsøg på at pådutte nye. Af samme grund er vi flere undervisere som tit og ofte modsiger hinanden. Ikke for at gøre det, men fordi vi selv har meget forskellige billeder af det fundamentale spørgsmål og ingen af os kan sidde med det endegyldige svar. På den måde lærer vi selv lige så meget som eleverne.

Det giver et både meget inspirerende miljø og en masse frustrationer. Vi er så vant til at blive håndmadet med fortygget mad og få skåret tingene ud i pap for os, at vi næsten helt har glemt at tænke selv og nyde åbenhedens uforudsigelighed.

Vi bryster os af at det vi laver er mesterlære. Læring gennem erfaring og ikke intellektuel viden, og indlæring af form uden indhold og uden udspring i praktiske omstændigheder. Hvis ikke du kan se og mærke det så er det der nok ikke – eller også er du ikke?

Vi forsøger at være opmærksomme på den enkeltes behov og at give individuelle input som understøtter det talent og det ønske den enkelte har. Det er en stor udfordring at overskue en gruppe på 20 mennesker, men ikke så svært som man skulle tro. Det kræver sådan set ”bare” man er der til at respondere på de konkrete situationer der opstår undervejs. Man skal som underviser turde at slippe sin planlægning for at imødekomme øjeblikket. Ofte går en dag et helt andet sted hen end man har tænkt og det bærer en enorm kvalitet at turde følge efter, fordi det så bliver vedkommende for alle.

Jeg tror at hvis ikke man som underviser sætter sig i samme situation som dem man skal undervise, vover det samme og søger efter det man ikke selv har erfaret endnu, mister man gradvist elevens respekt og dermed lysten og evnen til indlæring.

Uddannelse er et samfunds fundament og fundamentet må nødvendigvis være noget menneskeligt. Når ikke vi bliver uddannet til at kunne bære de vilkår livet giver os, kan vi ikke bære os selv.

Simpelhed

Hvad er det der skal til? For at få alting til at løfte sig? For at vi som mennesker kan opleve mening i tilværelsen? Det er et meget simpelt spørgsmål og måske er der også et meget simpelt svar der knytter sig til det? Vi søger alle efter noget! Det vi søger har meget forskellig udformning, meget forskellig indpakning, meget forskelligt udtryk. Vi går gerne i krig for det vi søger, fordi det vi søger er så meget bedre end det de andre søger. Men hvis ikke vi søgte efter noget ville alting gå i stå, så måske er der et meget større fællesskab i selve søgningen end vi forestiller os. Vi kalder det lykke eller kærlighed eller finansiel uafhængighed eller frihed eller noget helt femte eller sjette. Ofte gør jeg mig ikke klart hvad begrebet indeholder og hvad der er krævet af mig for at opnå det eller for den sags skyld hvad jeg forestiller mig det opleves som, skulle jeg nå det søgte? Det er et meget brugt helvedesbillede at leve i al evighed i det man har kunnet forestille sig i sit liv, forfattere der lever i deres egne historier, skuespillere der bliver fanget i evige gentagelser af attituder osv.

Så hvis begreberne skal give mening kan jeg her hvor jeg står ikke vide noget om dem. Det jeg kan forestille mig om dem herfra kan i sagens natur ikke have nogen virkelighed når jeg når frem, ellers ville jeg allerede være der. Se bare på folk der vinder store præmier som opdager at det de altid har drømt om bliver en møllesten om deres hals. Det var ikke pengene i sig selv!

Det at jeg søger betyder at det jeg vil opnå ikke er her hvor jeg er, eller i hvert fald tilsyneladende ikke er her. Jeg leder efter en vej. Jeg leder efter noget der kan løfte mig op over det sted jeg står, så jeg får et større overblik. En udvidelse af mit perspektiv. Og jeg søger efter noget der kan give mig en fornemmelse af en højere kvalitet end det jeg oplever i mit liv til daglig.

Jeg tror en stor del af den låsthed jeg befinder mig i, stammer fra det faktum at jeg søger efter noget udenfor mig selv. Jeg søger efter noget udenfor der kan give mig det jeg føler jeg har brug for. Min familie skal give mig tryghed og nærhed og sex. Samfundet skal give mig frihed. Mine venner skal give mig bekræftelse osv osv Hvis bare alting var anderledes – så ville det hele blive godt!!!?

Men jeg oplever igen og igen at det bliver det ikke. Jeg bliver ved at falde ind i gammelkendte mønstre, møder så at sige mig selv som jeg altid har kendt mig, med de svagheder jeg altid har haft.

Der er et gammelt ord der siger at: ”Det bliver ikke bedre end det er lige nu”. Det lyder meget deprimerende og stillestående men hvis man tænker lidt over det så starter alt hvad jeg kan foretage mig – lige nu! Lige nu kunne jeg give slip på mit krav om at skulle have noget og begynde at give. Lige nu kunne jeg se at jeg også er alt andet end negativitet og nedtrykthed. Det er ikke noget jeg skal påtage mig eller skabe, det er der – også!

Det er det simple. Det er selvfølgelig utroligt svært, fordi det kræver at jeg har en villighed til at give slip på noget – meget kært – nemlig min egen lidelse, men det er befriende simpelt. Mon ikke der bag alle de begreber vi søger efter gemmer sig den samme simpelhed, det samme udgangspunkt som kun kan være – JEG ER….?

Roller

Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet som sådan en stor del af mit liv. Hele jobbeskrivelsen som skuespiller er evnen til at spille en rolle. Jeg oplever at de fleste mennesker som ikke har erfaring med faget forestiller sig at det er kunstigt? At man skal være noget andet end sig selv! Jeg har dog altid fundet arbejdet på scenen mere virkeligt end virkeligheden fordi jeg der véd at jeg spiller, modsat livet hvor jeg tror jeg er mig selv. Jeg spiller roller hele tiden! Alle de forskellige situationer jeg står i, i løbet af en dag kræver forskellige ting af mig, at jeg udfylder forskellige funktioner.

Jeg står op om morgenen og møder min kone på vej ud af sengen og skal udfylde rollen som mand, de heldige morgener måske også elsker. Ved morgenbordet bliver jeg placeret i et dilemma fordi jeg både skal spille mand og far på samme tid og til tider ikke rigtig ved hvilken kasket jeg har på. Senere bliver jeg kastet ind i roller på arbejde, med min mor og far osv Alt sammen med en fornemmelse af mig og uden fornemmelse for de forskellige indstillinger og behov der er i de enkelte situationer. Jeg bliver frustreret når jeg ikke føler jeg kan leve op til hvad situationen kræver af mig. Det er ”mig” der bliver frustreret, i stedet for at jeg måske kunne spørge mig selv om hvad rollens opgave er!

Da jeg blev gift og fik børn oplevede jeg en underliggende forventning om at jeg skulle være god til det. Men hvor skulle det komme fra? Jeg havde aldrig spurgt mig selv om hvad det betyder og aldrig tænkt tanken at for at udfylde funktionen var det måske påkrævet at jeg gav slip på mig selv for at kunne opfylde nogen behov som ikke var mine egne.

Som skuespiller sker der tit det at første gang man møder sin opgave, sin rolle, får man en fornemmelse af hvad den kræver. Sådan en slags sjette sans som meget subtilt fortæller i hvilken retning man skal gå. Så begynder man at arbejde og samle information og materiale og fornemmelsen slipper en af hænde. Man er til tider desperat fordi man har mistet orienteringen, føler man famler i blinde. Man bliver mere og mere kontrolleret og stiv og klynger sig til halmstrå og hvad der nu kommer forbi. Når man så skal til at spille sker der (indimellem) et mirakel. Man er nødt til at give slip på alt hvad man har samlet sammen, stole på at arbejdet er gjort godt nok og så bare følge strømmen. Miraklet er at den oprindelige fornemmelse vender tilbage som liv i rollen. Det føles som at komme hjem. Som noget man har vidst hele tiden men ikke har kunnet indfange og først i det øjeblik man giver rollen lov til at lave sit arbejde kan det manifestere sig. Hver gang man bliver selvbevidst eller bange forsvinder fornemmelsen med det samme.

Det kræver en blanding af dyb koncentration og blanden sig udenom. En stolen på at rollen er i stand til at udføre sin funktion hvis jeg kan holde fornemmelsen af mig selv adskilt fra den. En mærkelig ”involveret distance” som jeg kunne have stor glæde af i mit liv hvis jeg gerne vil være et professionelt menneske.